En vandflaske udgør ny dille: Og Samuelsen er hoppet med på 'vandvognen'

Anders Samuelsen er hoppet på de unges 'flaskedille'. Her får du historien bag.

En flaske med vand har været anledning til en frygtelig masse sjov og ballade for unge verden rundt. 

Og nu også for folketingspolitikeren Anders Samuelsen, der er hoppet med på 'flaskedillen'. Det viser han i en video på sin Facebook-side, der i skrivende stund har 213.000 visninger.

Dillen hedder 'bottle flip', og går ganske enkelt ud på, at man med en halvfyldt vandflaske, skal kaste flasken i en form for 360 graders saltomortale, så den igen lander stående.

De seneste mange måneder har unge på den ene eller anden måde - og ofte under de vildeste omstændigheder - kastet med disse flasker, så de lander på de mest usandsynlige steder.

Blå bog: Anders Samuelsen

Udenrigsminister og formand for Liberal Alliance.

Samuelsen er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1993. Han arbejdede på en højskole for døve, indtil han kom i Folketinget for Radikale Venstre i 1997. 

Har tidligere siddet i Europaparlamentet for Det Radikale Venstre og i byrådet i Horsens for Liberal Alliance. 

Født 1. august 1967 i Horsens. Bor stadig i byen - endda i barndomshjemmet.

Fraskilt og far til to voksne sønner.

Samuelsen bruger sin fritid på familien, løbeture, musik og bøger.

Se de vildeste 'bottle flip' videoer øverst i artiklen og se Anders Samuelsens video nedenunder.

Bottleflip Challenge - Så gik der endnu en søndag...

Så gik den søndag også ....

Posted by Anders Samuelsen on Sunday, October 30, 2016

TV 2 ZULU har lagt op til flipbottle challenge med Anders Samuelsen. Gad vide, om politikeren vil kunne slå den? 

Bottleflip

Hej Anders Samuelsen. Vi så din super trendy bottle flip PR-video. Så vi dømmer hermed battle. Nu er det dit træk! Med mindre du selvfølgelig har noget vigtigere at give dig til.

Posted by TV 2 ZULU on Tuesday, November 1, 2016

Startede på gymnasie i USA

Den populære flaskedille begyndte i USA, hvor der i maj måned i år blev afholdt en talentkonkurrence på et gymnasie. Her deltog eleven Mike Senatore. 

Det eneste han gjorde var, at kaste en vand så den landede oprejst. En skolekammerat filmede det og lagde videoen op på Twitter. Og så gik det - som det ofte gør på internettet - stærkt. 

Folk på internettet har derefter i massevis gjort kunsten efter og efterhånden videreudviklet udfordringen med, at få flasken til at lande oprejst igen.

Se Mike Senatore i talentkonkurrencen i videoen herunder.

Bottle flip

Udfordring, hvor man med en halvfyldt vandflaske, skal kaste flasken, så den igen lander stående.

Startede i maj måned 2016 på et gymnasie i USA. 

Bottle flip er siden gået viralt på blandt andet youtube og instagram.

Også tv-værterne Mikkel Kryger og Steen Langeberg forsøgte sig i maj måned med 'flipperiet'. I forbindelse med et indslag om virale videoer kunne de to værter ikke lade være med at kaste rundt med flasker.

Det skete mellem optagelserne til 'Go' morgen danmark', hvor hele redaktionen kastede rundt med halvfyldte vandflasker.

Først efter noget tid kunne de to værter juble, da de lykkedes dem at flippe flasken. Det var ikke som sagt mellem de egentlige optagelser, og derfor er der ikke lyd på klippet, som du kan se nedenunder:

Sådan fungerer 'flippet'

Tidligere lektor ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, Malte Olsen, svarer i brevkassen 'Spørg Malte' på spørgsmål om fysik. Spørger man ham om, hvordan hele fysikken bag 'bottle flip' fungerer, svarer han:

- Når flaskerne roterer om en tværakse, og den kastes ved at tage den i den ene ende, så slynges vandet ned i den modsatte ende på grund af rotationen. Flasken er dermed tilbøjelig til at lande på den tunge ende, hvor vandet er, siger Malte Olsen til TV 2.

I forhold til, hvor voldsomt man skal kaste flasken og hvor meget vand, man skal putte i, forklarer Malte Olsen:

- For at vandet skal blive slynget rundt, skal der en vis rotation på flasken, når man kaster den. Men ikke for meget, da det så bliver sværere for flasken at lande oprejst uden at vælte fremad eller tilbage afhængigt af rotationsretningen, forklarer han og fortsætter: 

- Der skal tilsyneladende være cirka en tredjedele vand i flasken. Det ser ud til, at der er en effekt, så vandet ved landingen slynges op og derefter trækkes ned igen, som måske hjælper til at flasken står. Det kræver nok et par forsøg at tilpasse mængden af vand, og hvor meget rotation, der skal være på flasken.

Generelt vurderer Malte Olsen, at det nok tager et par forsøg, før 'bottle flip' lykkedes.