Kæmpe edderkop skræmmer livet af internettet: Her slæber den en mus op ad køleskab

En australsk video af en såkaldt huntsman-edderkop, der har fanget en mus, er blevet set flere end 10 millioner gange på Facebook.

Videoen er optaget af australieren af Jason Womal, der efterfølgende lagde den ud på det sociale medie.

Jason Womal forklarer på Facebook, hvordan han var på vej ud af døren for at tage på arbejde, da en nabo spurgte, om han ville se noget sejt.

Som man kan se i videoen øverst i artiklen, har en edderkop af typen huntsman fanget en mus og slæber sit bytte hen ad en fryser. Videoen blev set flere end 200.000 gange i de første tre timer, den var online.

Den enorme huntsman slæber sit bytte afsted, efter den har sat tænderne i det.
Den enorme huntsman slæber sit bytte afsted, efter den har sat tænderne i det. Foto: Jason Womal

Ifølge biolog Anders Kofoed, der er kendt fra Kofoed og Dyrene i Go' Morgen Danmark, er det ikke en unormal adfærd at se hos huntsman-edderkoppen.

- Det er en fælt ubehagelig type edderkop, som også er kendt for at gå efter firben og øgler, siger Anders Kofoed til TV 2.

Årsagen til, at det er muligt for en huntsman at nedlægge så stort et bytte som en mus, er dels dens voldsomme størrelse, og at den er i besiddelse af en yderst potent gift.

- Navnet siger det nærmest. Det er en jæger. Den løber hen over jorden for at fange sit bytte. Den er meget hurtig, den har et kraftigt bid, som kan bide igennem musehud til at starte med, og så har den en potent gift. Det skal man selvfølgelig også have for at tage et bytte, der er så stort, siger Anders Kofoed.

Selvom huntsman-edderkoppen nedlægger så stort et bytte, så er de ikke i stand til at spise byttet uden videre. Edderkopper kan nemlig ikke tage bider. De laver deres bytte om til en kødsuppe, som de bagefter slubrer i sig.

- Edderkoppen sprøjter simpelthen en væske ind musen, som opløser musens kød, siger Anders Kofoed.

Det lyder makabert, men huntsman-edderkoppen er ikke farlig for mennesker, da de generelt ikke angriber mennesker.