Se den danske reklamefilm, der har taget verden med storm: Hvor kommer du fra?

Dansk reklamefilm er gået viralt. Afslører hvor medvirkende stammer fra.

En danskproduceret reklamefilm for rejsesøgemaskinen Momondo går i øjeblikket sejrsgang på de sociale medier.

Reklamefilmen er blevet set over 11 millioner gange, mens flere end 18.000 har delt den på Facebook.  

Som et led i en konkurrence har selskabet sat sig for at kortlægge 67 personers DNA-profiler for at finde ud af, hvilke steder i verden de stammer fra.

Ikke den store fan af Tyskland

Flere af medvirkende bliver rørte og overraskede, da det viser sig, at de har aner til flere forskellige lande i verden, end de var klar over.

- Med undersøgelsen ønskede vi at finde ud af, om folk kender til deres personlige afstamning. Vi antog, at folk undervurderede deres egen genetiske mangfoldighed, og alt peger altså på, at vi har mere tilfælles med resten af verden, end vi tror, siger Lasse Skole Hansen, der er momondos presseansvarlige i Danmark.

I videoen bliver testpersonerne blandt andet spurgt om, hvilke lande de bryder sig mindst om. En person fra England fortæller, at han ikke er fan af Tyskland. To uger efter finder han ud af, at han er fem procent tysker.

- DNA-projektet underbyggede vores antagelse om, at rigtig mange af os ikke kender til vores fulde ophav, samt at det ændre vores syn på andre nationer, når vi får at vide, hvor vi stammer fra. For vores testpersoner har det været en øjenåbner og en følelsesladet rejse, siger Lasse Skole Hansen.

Blev optaget i København

500 personer verden over får mulighed for at få kortlagt deres DNA-profil i forbindelse med kampagnen. En af dem får mulighed for at vinde en rejse til de destinationer, som personen stammer fra.

Filmen blev optaget i København i april 2016 og 67 personer fra hele verden deltog.

Du kan se reklamefilmen øverst i artiklen.