TV 2-klip går viralt: Sådan forsvandt håndboldspiller i den blå luft 

På live-tv lykkedes det håndbold-kommentator Trine Nielsen at forsvinde i den blå luft. Hun forklarer her hvordan.

3,3 millioner visninger på billeddelingstjeneste Imgur.  

Så mange har torsdag aften set og undret sig over, hvad der mon sker i det spektakulære TV 2-klip, hvor en kvinde sporløst forsvinder.

Kvinden i videoen er den danske håndboldspiller og kommentator på TV 2, Trine Nielsen.

Mens interviewet fra lufthavnen kører i forgrunden, forsvinder hun sporløst i baggrunden. 

Det ene øjeblik står hun og hænger ud ved bagagebåndet. Det næste øjeblik er hun pistvæk. 

Klippet blev vist i mandagens afsnit af Natholdet, hvor Anders Breinholt havde besøg af Peter Frödin, som morede sig kosteligt over det. 

Og det er han langt fra alene om.

Torsdag aften havde klippet 3,3 millioner visninger på billeddelingstjenesten Imgur, og på forummet Reddit har klippet afstedkommet over 1.400 kommentarer. 

Mange af dem sætter spørgsmålstegn ved, hvordan det på live-tv lykkes Trine Nielsen at forsvinde. Det samme gør udenlandske medier som engelske Mirror, Metro og Daily Mail

Prøvede at være smooth  

Hvad der faktisk skete var formentlig mere held end forstand, mener Trine Nielsen selv. 

- Min egen overbevisning er, at jeg er lynhurtig som en ninja. Men forklaringen er nok nærmere, at jeg var heldig, siger Trine Jensen til TV 2 og fortsætter: 

- I klippet er vi lige kommet hjem efter en lang rejse, da det går op for mig, at jeg står midt i et interview og skal væk uden at blive set. Det prøver jeg så at gøre på den mest smooth måde, siger hun.

Og det må hun i den grad sige at lykkes med.  

Griner selv af klippet  

Hun kan - trods mange kommentarer - godt selv se det sjove i klippet:

- Det er et sjovt klip, og jeg ville selv grine, hvis jeg så det ske for en anden, siger Trine Nielsen.  

Det er der også mange kolleger, der synes, fortæller håndboldspilleren. 

- En del af mine tidligere holdkammerater er kommet med kommentarer. Blandt andet at jeg også hurtigt var ude af bip-test til træningen, siger Trine Nielsen med et grin.