Kan du knække koden på britisk spiontjenestes julekort?

16x9
Det er svært at vide, hvad den britiske efterretningstjeneste vil sige med sit julekort. Foto: GCHQ / GCHQ

Venner af efterretningstjenesten GCHQ får en ordentlig hjernevrider med juleposten.

Hvis du af en eller anden grund er på den britiske efterretningstjeneste GCHQ's chefs  julekort-liste, kan du forvente at få en god hovedpine ind ad brevsprækken denne jul.

I stedet for bare at sende et almindeligt kort med et billede af noget julet, sender tjenesten nemlig en rigtig hjernevrider ud til folk. GCHQ har også lagt testen ud på deres hjemmeside.

Bryder man koden, kan man nemlig vinde en endnu ukendt præmie.

Farv felterne sorte

For at gennemføre skal man udfylde skemaet ud fra de instruktioner, der er givet: Hver linje er udstyret med et talsæt. Disse tal markerer felter, der skal farves sorte.

Står der talkombinationen 7 2 2, skal der først farves syv felter i træk sorte. Så skal der være mindst et hvidt felt, før der skal farves to sorte, så mindst et hvidt felt og så to sorte.

Kombinationerne skal selvfølgelig passe både de vandrette instrukser og de lodrette. Nogle af felterne er endda udfyldt på forhånd.

Efterretningstjenesten sætter
Efterretningstjenesten sætter "de små grå" på hårdt arbejde. Foto: GCHQ / GCHQ

I sidste ende skulle resultatet vise en tegning, som ifølge instrukserne skulle føre til flere og mere komplekse gåder.

Mangler svar-mail

Præcis hvordan man kommer videre, er svært at gætte. Efterretningstjenesten giver dog et lille hint:

- Når alle niveauer er klaret, er man velkommen til at sende sit svar til en specifik GCHQ email-adresse senest 31. januar, skriver de på kortet - uden altså at nævne email-adressen.

Så mon ikke denne adresse er en del af svaret?

- Folk, der nyder gåder, men som endnu ikke er på direktørens julekortliste, skal ikke ærgre sig, skriver tjenesten på deres hjemmeside, og viser, hvordan udfordringen ser ud.

Vil du se kortet i fuld størrelse - og måske printe den ud for at prøve den selv, findes den altså i fuld størrelse ved at klikke her (eksternt link).

Kendt fra Hollywood

Mange danskere har tidligere på året stiftet bekendtskab med GCHQ's egne meritter inden for at knække koder. Det var nemlig denne organisation, som under Anden Verdenskrig arbejdede med at knække den tyske Enigma-kode.

Dette arbejde blev portrætteret i filmen 'The Imitation Game', som kørte i danske biografer i starten af 2015.

Organisationen kom også i overskrifterne for få år siden, da Edward Snowden afslørede, at organisationen blandt andet havde spioneret mod klimakonferencen COP15 i København i 2009.