Lise Nørgaard tæt på 'Millionær'-fiasko: Brugte alle tre livliner på dette spørgsmål

Det blev en ren gyser, da Lise Nørgaard og Cecilie Frøkjær besøgte Hans Pilgaard i 'Hvem vil være millionær'.

Se 'Hvem vil være millionær' på TV 2 PLAY

Selv om de to kvinder viste sig at have godt styr på deres paratviden og derfor kunne hente 125.000 kroner til de to velgørende formål, de havde valgt, så var det uden at kunne bruge livliner det meste af tiden.

De blev nemlig brugt på et tidligt spørgsmål om Midgårdsormen fra den nordiske mytologi. Helt konkret lød spørgsmålet til 8.000 kroner: Hvor bor Midgårdsormen fra den nordiske mytologi?

Svarmulighederne var 'I havet', 'i et træ', 'i himlen' eller 'i en grotte'. Og særligt Lise Nørgaard var usikker på svaret. Og det selv efter at et flertal af publikum havde svaret, at de - ganske rigtigt i øvrigt - mente, at det rigtige svar var 'i havet'. Først efter at have brugt de to øvrige livliner på samme spørgsmål følte parret sig tilstrækkelig sikre.

- Det gik jo forbløffende. Da jeg havde soldet alt op på Midgårdsormen, så jeg os i ånden som sådan to usle 'pigen med svovlstikkerne' gå ud med 2500 kroner til hver af vores velgørende organisationer, siger Lise Nørgaard.

Faldt en sten fra hjertet

Da først Frøkjær og Nørgaard nåede op på de 50.000 sikre kroner, faldt der en sten fra begges hjerter, fortæller de.

- Og de spørgsmål var jo ikke nær så svære som Midgårdsormen, siger Lise Nørgaard.

God grund til at hjælpe

De penge, parret har vundet, går til Dannerstiftelsen og Frelsens Hær.

- Frelsens Hær er en fantastisk hjælpeorganisation. De er fordomsfri og intet er for anstrengende eller problemfyldt til, at de vil stikke hænderne i det, fortæller Lise Nørgaard.

- Og Dannerstiftelsen er fordi, vi synes, der kun er god grund til at hjælpe kvinder, som får bank, og som er på flugt fra deres mænd, siger Cecilie Frøkjær.

En debutant og en erfaren

Mens det var først gang, 98-årige Lise Nørgaard deltog i 'Hvem vil være millionær', har Cecilie Frøkjær tidligere været med i tv-quizzen. I 2014 deltog hun sammen med Go'Morgen Danmark-værten Steen Langeberg i en særlig 'Knæk Cancer'-udgave af programmet, og her vandt parret 125.000 kroner.

I 2011 var det en anden morgenvært, Ida Wohlert, der var Frøkjærs makker. Her vandt de 125.000 kroner til Maternity Worldwide.

I klippet herunder kan du se Frøkjær og Nørgaard deltage i en lille ekstraquiz om hinandens arbejde.