Han skal spille Brian Laudrup i ny film

16x9

Filmselskabet bag en ny film om Danmarks sejr i Europamesterskabet i 1992 har nu løftet sløret for, hvem der skal spille rollerne som de legendariske

Filmselskabet bag en ny film om Danmarks sejr i Europamesterskabet i 1992 har nu løftet sløret for, hvem der skal spille rollerne som de legendariske fodboldspillere. 

Peapie og Meta Film, der står bag filmen om den danske EM-sejr, der indtil videre har titlen 'Sommeren 92',  har netop offentliggjort hele rollelisten, som ikke overraskende består af en del unge mandlige skuespillere. 

"Kæmpe landsholdsfan"
Det bliver Cyron Melville, der blandt andet er kendt fra 'En Kongelig Affære' og 'Lev Stærkt', der skal spille rollen som midtbanespilleren Brian Laudrup.

”Jeg har været kæmpe landsholdsfan så længe, jeg kan huske, og Brian Laudrup er uden tvivl den største spiller af alle. Brian Laudrup hører til min generation – jeg er vokset op med ham - og jeg har stor respekt for, at han altid har fulgt sit hjerte i de valg, han har truffet i sin karriere for at kunne finde sine rødder og sig selv. Jeg var kun 9 år gammel, da jeg så EM finalen med min mor og hendes kæreste, og jeg husker tydeligt, at hun slet ikke forstod, hvor stort det var, så jeg havde en fest for mig selv, jublede og hujede i baghaven og var rasende over, at jeg ikke var 18 år og stod på Rådhuspladsen,” udtaler Cyron Melville i en pressemeddelelse. 

Kølpins søn som Michael Laudrup
Imens skal den relativt ukendte Niclas Vessel Kølpin, der er søn af balletdanseren Alexander Kølpin, spille rollen som broren Michael Laudrup, også selvom han ikke spillede med til EM i 1992.

Derudover vil man kunne opleve Gustav Dyekjær Giese som Peter Schmeichel, Allan Hyde som Flemming Poulsen, Esben Smed som John ’Faxe’ Jensen og sidst Mikkel Boe Følsgaard, der er kendt fra 'Arven' og 'En Kongelig Affære', som Kim Vilfort.

SF Film har tidligere afsløret, at det bliver skuespilleren Ulrich Thomsen, der skal spille landstræneren Richard ”Ricardo” Møller Nielsen.

Filmen forventes at få premiere i 2015. 

Du kan se hele rollelisten her: 

- Cyron Melville skal spille Brian Laudrup

- Niclas Vessel Kølpin skal spille Michael Laudrup

- Gustav Dyekjær Giese skal spille Peter Schmeichel

- Allan Hyde skal spille Flemming Povlsen

- Mikkel Boe Følsgaard skal spille Kim Vilfort

- Esben Smed skal spille John ’Faxe’ Jensen

- Jon Lange skal spille Kim Christofte

- Morten Vang skal spille Henrik Andersen

- Johannes Lassen skal spille Kent Nielsen