Anmelder: Her er fem gode sommerbøger

16x9
Få inspiration til fem gode sommerbøger. Foto: Polfoto

Boganmelder Sofie Davidsen-Bille kommer her med sine bud på fem gode bøger til hængekøjen

Det hører sig sommeren til at koble af med en god bog.

Men det kan til tider være svært at vælge den helt rigtige bog ud af mængden. Derfor har tv2.dk spurgt GO’morgen Danmarks faste boganmelder Sofie Davidsen-Bille om, hvilke bøger hun anbefaler lige nu.

1.”Og Bjergene Gav Genlyd” af Khaled Hosseini der er kendt for bøgerne ”Drageløberen” og ”Under en Strålende Sol”

- ”Og Bjergene Gav Genlyd” er en fantastisk fortælling om et riges storhed og fald. Det er historien, som man ikke er bekendt med om, hvilke nationer der har invaderet Afghanistan, forskellen på by og land og hvordan mennesker påvirker hinandens skæbner.

- Det er en vaskeægte skæbnefortælling, hvor meget forskellige figurer bliver viklet ind i hinanden, uden de ved det. De bliver alle tvunget af nød eller desperation, og påvirker dermed hinandens skæbner.

2.”Brun Mands Byrde” af Hassan Preisler

- Jeg er selv lige gået i gang med ”Brun Mands Byrde”, og har i dag læst tyve sider af den. Det er Hassan Preislers debutbog, og den har fået en masse god omtale. Bogen er meget fascinerende og handler om, hvordan det er at have et mellemøstligt udseende og ikke at være hjemme nogen steder, fordi man er ”ham den brune”.

- Han er en rigtig moderne og veludannet mand, der arbejder og bor overalt i verden, kan alt, og burde blive budt velkommen alle steder. Det gør han også, men han ved ikke, hvornår det er ægte, hvornår folk er bange for ham eller åbner op for ham for at pleje en politisk korrekthed. Jeg tror formålet med bogen er, at vi skal lære at være mennesker igen. Vi har igennem de sidste ti år fået at vide, at vi kan eller bør antage noget om folk, før vi kender dem, for en sikkerheds skyld. Det er bogen et opgør med, tror jeg.

3.”Den Sønderjyske Farm” af Erling Jepsen der er kendt for blandt andet ”Kunsten at Græde i Kor” og ”Frygtelig Lykkelig”

- Bogen er i samme dur som ”Kunsten at græde i kor”, og den handler om en lille familie, hvis far vist nok har været lidt vel kærlig overfor storesøsteren.  Hovedpersonen er en ung dreng, der lærer at navigere rundt i et landsbysamfund, hvor alle ved, hvad der foregår, men hvor ingen taler højt om det. Han laver sin egen kaninfarm og bruger en hel sommer på at læse op på, hvordan man passer kaninerne, så man kan tjene penge deres skind.

- Bogen foregår i en tidslomme, der skal forestille sig at være i 1950’erne. Det er en meget fin og delikat beskrivelse af de små lukkede samfund, hvor man på en eller anden måde er udenfor lands lov og ret. Der sker skumle ting bag lukkede døre, og det skal man kunne bevæge sig i, selvom man er et barn. Det er meget ubehageligt, men også humoristisk på en knastør måde, det er en underholdende og bekymrende bog.

4.”Du Forsvinder” af Christian Jungersen der har vundet flere litteraturpriser og er kendt for ”Krat” og ”Undtagelsen”

- Christian Junger er publikums kæledægge, han laver gode psykologiske thrillere, som folk kan sætte sig ind i. Jeg har endnu ikke læst den her bog, men jeg glæder mig til den. Det er rigtig sommerhuslæsning. Han har altid gode filosofiske vinkler, og det er meget intelligent, det han laver, hvor almindelige mennesker kommer ud for noget, man godt kan forestille sig ikke er menneskeligt at leve med.

- Den her handler om en mand med kone og børn, der får en godartet svulst i hjernen, der vil ændre den måde, han er i selskab med andre. En ulykke kommer sjældent alene, og hvordan overlever man i sådan et cirkus, hvis man tager en masse dårlige beslutninger? Så falder familien fra hinanden. Han bliver til et andet menneske, en sociopat i den forstand, at han mister sin empatiske evne og handler for egen interesse.

5.”Fvonk” af Erlend Loe

- Erland Loe er en meget populær forfatter i norden, der har holdt pause i noget tid, men nu er tilbage med denne bog. Den handler om en pensioneret mand, der døjer med en masse sociale fobier, som har besluttet sig for at leje et værelse ud i sit hus. Lejeren viser sig at være den norske statsminister Jens Stoltenberg, der ikke længere kan holde ud, at alle kigger på ham, og derfor har brug for et frirum.

- De her desperate mennesker skal hjælpe hinanden og tale ud om følelser. Det er en meget løjerlig historie, der handler om den angst, der følger i kølvandet på terror, om det går udover en hel nation, eller om man er bange for mennesker. Om man er statsminister, der prøver at finde gnisten igen efter et terrorangreb, eller om man er ene mand, der er blevet forladt af konen og er upopulær på sit arbejde, så handler det om at være tryg i sit eget selskab. Det er galskab med mening, hvor man skal finde ud af, om det hele blot er noget, hovedpersonen forestiller sig.