Prins Joachim flytter familien til Paris: - Han er ved at finde sin plads

16x9
Prins Joachim og prinsesse Marie flytter sammen med børnene prins Henrik og prinsesse Athena til Paris. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Prinsen er den første danske officer, der deltager i uddannelsen.

Fra september i år og frem til sommeren 2020 skal prins Joachim følge Frankrigs højst rangerende militære lederuddannelse, og i den forbindelse flytter han og familien til Paris. Det sker efter en invitation fra den franske forsvarsminister.

Det oplyser Det Danske Kongehus i en pressemeddelelse.

Foruden prinsen og hans kone, Marie, flytter også deres to mindste børn, prins Henrik og prinsesse Athena, med. Opholdet i Frankrig får dog ingen betydning for parrets protektoropgaver.

Han er ved at finde sin plads og positionere sig med sin egen særlige rolle, der kendetegner ham som prins

Lars Hovbakke Sørensen, historiker og kongehusekspert 

Familien flytter allerede til sommer.

Blandt de udvalgte på traditionsrig skole

Uddannelsen består af 30 udvalgte officerer med oberst- eller kommandørrang, og hovedemnerne er militærstrategisk ledelse og internationale forhold. Størstedelen af de 30 deltagere er franske, men enkelte kommer fra lande, der er i blandt Frankrigs strategiske partnere.

Uddannelsen hører under École Militaire i Paris, og består af to dele - en på Centre des Hautes Études Militaires (CHEM) og en på Institut des Hautes Études de la Défense Nationale (IHEDN).

Studierne ved CHEM beskrives af kongehuset som "militærstudier på højeste niveau". På IHEDN skal prinsen og de øvrige deltagere undervises i strategisk ledelse og offentlig forvaltning. Her deltager en gruppe på yderligere 70 erhvervsledere, parlamentarikere, embedsmænd og repræsentanter fra medieverdenen.

Forskellige funktioner i militæret

Prins Joachim har siden 2015 været en del af Forsvaret som forsvarschefens særlige sagkyndige i forhold til reserven i totalstyrkekonceptet. Hans militære uddannelse går dog helt tilbage til 1987, da han startede som rekrut i Dronningens Livregiment.

I 1988 blev prins Joachim udnævnt til sergent, og i 1989 fulgte udnævnelsen til løjtnant i reserven.

Siden har han gjort tjeneste som delingsfører i en kampvognseskadron ved Prinsens Livregiment og været både premierløjtnant og efterfølgende kaptajn af reserven. Fra 1996 til 2004 var prins Joachim chef for en kampvognseskadron i mobiliseringsstyrken ved Prinsens Livregiment og fra 2005 tilknyttet Danske Divisions stab som major af reserven.

École Militaire blev grundlagt i 1750 af Frankrigs daværende konge, Ludvig 15. Skolen stod dog først færdig ti år senere. Napoléon Bonaparte, der var fransk kejser i starten af 1800-tallet, er desuden uddannet fra skolen.

Ekspert: Prinsen er ved at finde sin nye rolle

Ifølge historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen kan uddannelsen ses som et led i prins Joachims tilknytning til Forsvaret.

- Efter at han opgav landbruget og Schackenborg Slot var der meget kritik af, at han ikke havde nogen mærkesag. Det er det, han er ved at opdyrke nu. Han er ved at finde sin plads og positionere sig med sin egen særlige rolle, der kendetegner ham som prins, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han påpeger, at uddannelsen kan føje nye dimensioner til prinsens arbejde i Forsvaret, fordi han gennem sin tid i Frankrig vil få internationale kontakter til politikere og militær- og embedsfolk fra andre lande.

- Det er noget, han kan bruge, fordi han i forvejen arbejder tæt sammen med Forsvarets øverste ledelse. Her vil hans konkrete viden kunne bringes i spil, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han fremhæver, at det ikke er usædvanligt, at danske prinser tager til udlandet for at læse, men at det i øjeblikket giver ekstra god mening, at prins Joachim vælger en uddannelse fokuseret på militæret grundet spændingerne fra både øst og vest.

- Det er sådan en rolle, kongehuset traditionelt har haft, med indblik i, hvad der foregår politisk og militært i andre lande. Det er lidt det, man vender tilbage til nu – de fremtrædende medlemmer af kongehuset skal få de der internationale kontakter og få en føling med, hvad der foregår de andre steder.