Kongehusets yngste fylder år - se de nye billeder

Det seneste år har budt på flere store begivenheder for den lille prinsesse. Blandt andet var hun på festival med sine forældre og yngste bror.

Torsdag er det syv år siden, at den royale familie fik et nyt familiemedlem.

Prinsesse Athena fylder år, og i den anledning har forældrene, prins Joakim og prinsesse Marie, taget nogle nye billeder af deres datter.

Billederne er blevet delt på kongehusets Instagram-profil og viser prinsessen, der er ude og nyde sneen sammen med familiens hund, Apple.

Et år med mange oplevelser

Det seneste år har været fyldt med kulturelle oplevelser for prins Joachims yngste.

Blandt andet var prinsesse Athena med til at trykke på en stor, rød Lego-knap for at markere åbningen af Legolands 50. sæson i Billund i foråret 2018.

Den lille prinsesse havde også fået lov at komme med, da hendes mor i august besøgte Tønder Festival, som hun er protektor for for niende år i træk. Men det var det første år, hun havde taget familien med.

Prinsesse Athena gik med lidt hjælp fra sin far på stylter til Tønder Festival.
Prinsesse Athena gik med lidt hjælp fra sin far på stylter til Tønder Festival. Foto: Scanpix

Fejres af klassekammeraterne

Til daglig går prinsessen i 1. klasse på Sct. Joseph Søstrenes Skole i Charlottenlund, og da det er en normal hverdag, bliver hun i dagens anledning også fejret her af sine klassekammerater.

Skolen ligger i nærheden af Klampenborg, hvor familien flyttede til i 2014.

Den første del af sit liv har prinsessen boet i den sønderjyske by Møgeltønder, hvor hun også blev døbt.

Prinsesse Athena 20. maj 2012 uden for Møgeltønder Kirke, hvor hun blev døbt.
Prinsesse Athena 20. maj 2012 uden for Møgeltønder Kirke, hvor hun blev døbt. Foto: Scanpix

Opkaldt efter tre kvinder

Den lille prinsesse var 49 centimeter lang og vejede 2930 gram, da hun kom til verden klokken 8.27 på Rigshospitalet 24. januar 2012.

I maj samme år fik hun det fulde navn Athena Marguerite Françoise Marie i Møgeltønder Kirke - opkaldt efter både sin farmor, dronning Margrethe, sin mormor, Françoise Grassiot, og sin mor, prinsesse Marie.

Prinsesse Athena er prins Joachims yngste og den eneste pige i kuldet, der også består af brødrene Nikolai, Felix og Henrik. De to første sønner stammer fra prins Joachims ægteskab med grevinde Alexandra.

Derfor var det også noget helt særligt for prins Joachim, da han fik en pige.

- Ingen troede, det var muligt, fortalte den stolte far skælmsk, da han for første gang efter datterens fødsel mødte pressen.