Hertuginde Meghan afslører fødselsdato for sit og Prins Harrys første barn

16x9
Prins Harry og Meghan, hertuginde af Sussex under deres besøg i Birkenhead. Foto: Carl Recine / Ritzau Scanpix

Det er endnu uvist, om det royale par venter en dreng eller pige.

Lige siden det britiske kongehus i oktober sidste år meddelte, at Prins Harry og Hertuginde Meghan står foran en familieforøgelse, har de engelske medier spekuleret i en præcis fødselsdato.

Nu er de muligvis kommet lidt nærmere, skriver blandt andet Daily Mail.

Under et besøg i byen Birkenhead i det nordvestlige England skulle Hertuginde Meghan overfor nogle af de mange mennesker, der var mødt for at se det royale par, have fortalt, at hun var seks måneder henne i sin graviditet, og at hun er sat til at føde i slutningen af april eller starten af maj.

Hertuginden afslørede også, at hun og prins Harry ikke kender barnets køn, da de ønsker, at det skal være en overraskelse.

Kensington Palace har ikke offentligt afsløret en fødselsdato, men bare informeret om, at hertuginden skal nedkomme til foråret.

Royale fans og medier har tidligere gættet på, at et nyt medlem af den britiske kongefamilie kunne forventes allerede i marts på grund den voksende babybule.

Hertuginde Meghan skulle have røbet oplysningerne om sin fødselsdato til nogle af de mange mennesker, de var mødt frem for at se det royale par.
Hertuginde Meghan skulle have røbet oplysningerne om sin fødselsdato til nogle af de mange mennesker, de var mødt frem for at se det royale par. Foto: Paul Ellis / Ritzau Scanpix

Mødtes på blind date

Hertuginden Meghan Markle, født Rachel Meghan Markle, har siden juni 2016 dannet par med den nu 34-årige prins Harry.

De to mødtes på en blind date, som en fælles ven havde arrangeret.

27. november 2017 annoncerede parret, at de var blevet forlovet.

I et efterfølgende interview fortalte de åbent om deres første møde, og at den britiske prins friede i sin lejlighed, mens parret var i gang med at tilberede aftensmad.

Den britiske prins Harry og hans forlovede, Meghan Markle, fortæller i et tv-interview om deres første møde og om, hvordan prinsen friede. Video: Mie Leonora Heiberg

Trods han havde mødt sit livs kærlighed, glemte prins Harry ikke sin mor. 

Forlovelsesringen, som prinsen selv havde designet, var valgt med særlig omtanke for både at inkludere og hædre den nu afdøde prinsesse Diana. Han havde nemlig sørget for, at hertuginde Meghan altid vil bære et lille stykke af Diana med sig, uanset hvor hun går.

- Hovedstenen har jeg hentet fra Botswana, og de små diamanter på begge sider er fra min mors smykkesamling for at sikre, hun er med os på denne skøre rejse sammen, fortalte prinsen i et interview med BBC i forbindelse med forlovelsen.

Brød gammel tradition

19. maj sidste år forseglede parret deres kærlighed under en romantisk ceremoni i St. George Chapel på Windsor Castle.

Og det storslåede bryllup var på flere måder historisk. Her gjorde hertuginden op med flere gamle traditioner.

Meghan Markle og prins Harry er nu gift.

Bruden var nemlig udover at være tidligere amerikansk skuespillerinde - og særlig berømt fra sin rolle i tv-serien 'Suits' - også kendt for sin kamp for kvinderettigheder.

Helt fra barnsben har den kommende mor kæmpet for ligestilling.

Som 11-årig så hun en tv-reklame for et opvaskemiddel, der i høj grad gav udtryk for, at det kun var kvinder, der vaskede op. Det forargede den lille pige så meget, at hun valgte at skrive et brev til både den daværende førstedame i USA, Hillary Clinton, og producenten bag opvaskemidlet. 

Hertuginde Meghan med en tydelig gravid mave.
Hertuginde Meghan med en tydelig gravid mave. Foto: Carl Recine / Ritzau Scanpix

Til hertugindens begejstring resulterede det i, at reklamen blev ændret, således at den henvendte sig til både kvinder og mænd.

Og hendes bryllup blev ingen undtagelse.

Stik mod traditionen valgte hun nemlig at gå det sidste stykke mod alteret alene - kun fulgt af sine brudepiger. 

Hendes svigerfar, prins Charles, fik nemlig kun lov til at følge hende til foden af alteret, og dermed blev det ikke en mand, der gav hende væk.

Valget faldt på prinsen, da hendes egen far, Thomas Markle, måtte melde afbud til vielsen af helbredsmæssige årsager.