Derfor ser over en million danskere dronningens nytårstale

I 2015 smed dronningen en bombe under sin tale, og det er noget af det, folk godt kan lide, mener retoriker.

Årets afslutning nærmer sig, og for mange betyder det, at man skal gøre status, spise god mad og selvfølgelig sidde klar til dronningens nytårstale.

Over en million danskere ser med, når hun toner frem på skærmen 31. december klokken 18. Og det er der en grund til, mener retoriker Trine Nebel.

- Med nytårstalen kan dronningen sende et signal om, at hun ser og hører danskerne, selvom hun til hverdag lever lidt afsondret. På den måde bliver der skabt en forbindelse mellem dronningen og folket, som ikke er der til daglig, siger hun.

Når man ikke forventer, at det stikker fuldstændig af, og der så kommer sådan en udmelding

Trine Nebel, retoriker

Smed en bombe

Det sker blandet andet, når dronningen også deler noget fra sin egen hverdag. Her husker retorikeren særligt talen fra 2015, hvor der ifølge hende blev smidt "en bombe".

Dronning Margrethe havde nemlig noget af mere privat karakter på hjerte det år.

- Min mand har besluttet, at tiden er inde til at drosle ned. Hvis jeg må sige det på almindelig dansk: At gå på pension. Fremover vil prinsgemalen kun i meget begrænset omfang tage del i de officielle pligter, der i mange år har været en naturlig del af hans liv, sagde hun i nytårstalen.

En stor nyhed, som Trine Nebel ikke havde regnet med ville lande i nytårstalen.

- Når man ikke forventer, at det stikker fuldstændig af, og der så kommer sådan en udmelding, så tænker man: Hold da op, det var nyt, siger Trine Nebel, der dog mener, at det vigtigste var, at danskerne kan sætte sig ind i det.

- Det er noget, man har stor respekt for, fordi det er en stærk personlig bemærkning i en tale, der godt kan være mere generel, siger hun.

Har holdt i flere århundreder

Trine Nebel er overbevist om, at det er en nytårstradition, der er kommet for at blive - også når dronning Margrethe giver stafetten videre til sin ældste søn, kronprins Frederik. 

Den har da også allerede mange år på bagen. Indtil videre har dronning Margrethe stået for den 46 - snart 47 - gange.

Hvert år får dronningen en buket, der matcher hendes tøj. Det er en overraskelse, hvordan buketten ser ud, og hun får den først at se lige inden talen.
Hvert år får dronningen en buket, der matcher hendes tøj. Det er en overraskelse, hvordan buketten ser ud, og hun får den først at se lige inden talen. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Men traditionen strækker sig helt tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor Christian 9.s holdt den såkaldte 'skåltale for fædrelandet' til nytårstaflet 1. januar.

Siden da blev den trykt i de landsdækkende dagblade, før den overgik til radio og tv klokken 18 31. december, som man kender den i dag.

Brud med traditionen

Trods de mange traditioner kunne kongehuset i november meddele, at der i år kommer en mindre ændring.

På grund af en omfattende renovering af slotspladsen på Amalienborg vil dronningen i stedet holde talen fra Havesalen på Fredenborg Slot.

Derfor vil der ikke være særlige foranstaltninger på Amalienborg Slotsplads i anledning af nytåret.

I stedet vil Livgardens traditionsrige æresbevisning umiddelbart inden nytårstalen finde sted i Indre Slotsgård på Fredensborg Slot. Ydre Slotsgård vil være åben for publikum.