Mary belønnet for tale til Frederik - her er trickene hun brugte

Anekdoter, humor og et stramt tema er tre vigtige ingredienser i en god lejlighedstale, lyder det fra retoriker.

Kronprinsesse Mary blev tirsdag hædret for sin tale til ægtemanden kronprins Frederik i anledningen af gallataflet ved hans 50-årsfødselsdag tidligere på året.

Hun får prisen for 'Årets tale 2018', der bliver uddelt af foreningen Danske Taler, der består af retorikere og sprogeksperter.

- Kronprinsessen leverer talen med indlevelse, humor og nærhed. Hun udviser med sine mange citater og referencer til dansk litteratur, sangskat og filosofi dyb indsigt i dansk kultur og væren, skriver de blandt andet i deres begrundelse.

Ifølge formanden for Danske Taler, Jesper Troels Jensen, er det især opbygningen af kronprinsessens tale, der gør den til noget helt særligt.

- Den består af en lang række små historier, og er der noget, vi elsker - både børn og voksne - så er det historier. På den måde er vi hele tiden med og nysgerrige på, hvad der sker i næste kapitel, siger han.

Kronprinsesse Mary modtog prisen for årets tale af Bertel Haarder.
Kronprinsesse Mary modtog prisen for årets tale af Bertel Haarder. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Høj grad af humor

De mange anekdoter omfatter blandt andet, da kronprinsesse Mary, efter meget kort tid i Danmark, for første gang så kronprins Frederik i gallauniform og tænkte, at hun havde scoret over evne.

En anden var, da hun forklarede udtrykket 'MAMIL',  som er optaget i Oxford English Dictionary og beskriver midaldrende mænd i cykeltøj af lycra. En mundering, som kronprinsen åbenbart ofte ifører sig, hvilket fik samtlige gæster i Riddersalen på Christiansborg Slot til at bryde ud i grin.

Det gjorde de flere gange, og humor er et godt greb at bruge, lyder det fra Jesper Troels Jensen.

- Husk humor, og så slut af med et sving med halen til sidst, så bliver det godt, siger retorikeren.

Fakta om prisen 'Årets taler'

  • Bestyrelsen i Den Selvejende Institution Danske Taler beslutter, hvem der skal modtage prisen som 'Årets taler'.
  • Prisen bliver uddelt ved den årlige konference for taleskrivere, Logograf, som afholdes af Rhetor - Rådgivende Retorikere.
  • Kronprinsesse Mary vinder prisen inden for genren 'lejlighedstale'.
  • Om begrundelsen for prisen skriver Danske Taler blandt andet: "Retorisk er talen et mesterværk udi komposition, stilfigurer og levering", og "den giver tilhørerne et tydeligt og personligt billede af, hvordan hovedpersonen er som menneske set gennem talerens øjne".

Den episode, som mange nok husker bedst fra talen, udspringer endda af kronprins Frederiks egen vittighed, som kronprinsesse Mary kom med et eksempel på:

- Når tjeneren spørger: "Are you finished?", kan man være stensikker på, at du svarer: "No, no. I'm Danish" hver gang. Og griner hver gang, fortalte hun.

Kronprinsesse Mary har fået stor ros for sin tale til Kronprinsen. Her kan du høre en af de rørende dele af talen. Video: Thomas Lee Christensen

Bedste tale i dette århundrede

Da talen blev leveret 26. maj, vakte den både opmærksomhed og stor begejstring. Både gæster, seere, retorikere og brandingeksperter lovpriste den efterfølgende.

Det var blandt andet eksemplerne fra dagligdagen, der gav et indblik i parrets liv, som begejstrede. Og netop de små kig man får ind i kronprinsparrets hjem, fremhæver Jesper Troels Jensen også.

- Hun holder det stramt. Det er få ting, hun fortæller, men det er ting om deres familieliv og samværet med børnene, og på den måde får hun holdt et meget stramt tema. Det er der mange, der kan lære noget af, siger han.

At talen nu er blevet belønnet som bedste tale i 2018 kommer heller ikke bag på retorikeren.

- Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det her var en af de taler, der vil komme til at stå, ikke bare for 2018, men i mange, mange år frem, som den bedste lejlighedstale, der er holdt i Danmark i det her århundrede, siger Jesper Troels Jensen.

Du kan se hele kronprinsesse Marys tale til kronprins Frederik på TV 2 PLAY.