Prins Charles fylder 70 - og slår rekord for hver dag, der går

Den britiske prins Charles fylder 70 år. Desværre kommer han til at fremstå som en overgangsfigur i historiebøgerne, vurderer ekspert.

Han har haft ét mål med livet, siden han kom til verden. 14. november 1948 fødte britiske dronning Elizabeth sin første søn, tronarvingen prins Charles, der en dag skulle blive Storbritanniens konge. Onsdag fylder han 70 år, men titlen som konge venter han som bekendt stadigvæk på.

Prins Charles:

  • Prins Charles er født 14. november 1948.
  • Søn af nuværende Dronning Elizabeth II og tronarving. 
  • Vil blive statsoverhoved for Storbritannien og 15 andre Commonwealth-lande - Herunder Australien, New Zealand og Canada.
  • Gift med Camilla Parker-Bowles siden 2005. De mødte hinanden i 1970.
  • I 1981 blev han gift med prinsesse Diana. De blev skilt i 1996, og året efter omkom prinsessen i en trafikulykke.
  • Hans tipoldefar er Kong Christian 9. af Danmark.
  • Han er kendt for sit engagement i samfundsdebatten, og har udtalt sig om flere emner, som splitter meningerne. Blandt andet holdninger om arkitektur, GMO-planter og klimaforandringer.

Allerede i 2013 slog prins Charles rekord, da han med sine 64 år og 10 måneder var den person, der havde været tronfølger i længst tid i Storbritannien, og når han en dag bliver konge, vil han også være den ældste monark, der bestiger den britiske trone. 

Har mistet folks interesse

Hans høje alder vil få konsekvenser for hans rolle i historiebøgerne.

- Han kommer til at fungere som en overgangsfigur. Han bliver allerede nu overskygget af den næste generation, og det er ens skæbne, når man kommer så højt op i alderen, inden man bliver konge, så falder folkets interesse på de yngre i kongehuset, der bliver gift og får små børn, siger historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

Briternes manglende interesse for prins Charles ses igen og igen i meningsmålingerne.

Prins Charles har i anledning af sin fødselsdag fået taget billeder med sin hustru Camilla, to sønner prins William og Harry, svigerdøtrene Kate og Meghan samt børnebørnene George, Charlotte og Louis.
Prins Charles har i anledning af sin fødselsdag fået taget billeder med sin hustru Camilla, to sønner prins William og Harry, svigerdøtrene Kate og Meghan samt børnebørnene George, Charlotte og Louis. Foto: Chris Jackson / Ritzau Scanpix

Overgået af mor og begge sønner

En ny undersøgelse lavet af britiske Yougov blandt 3600 briter viser, at prins Charles kun indtager en syvendeplads over de mest populære kongehusmedlemmer i Storbritannien. Det skriver The Telegraph. På første-, anden- og tredjepladsen lå henholdsvis prins Harry, dronning Elizabeth og prins William. 

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen bliver prins Charles qua sin høje alder set som et "konservativ, stift og formelt" kongehusmedlem i sammenligning med sine sønner og svigerdøtre.

Popularitetsmåling i det britiske kongehus

I oktober 2018 udkom Yougov.co.uk med en meningsmåling over de britiske kongehusmedlemmer. Se deres plads på popularitetsranglisten her: 

  1. Prins Harry
  2. Dronning Elizabeth
  3. Prins William 
  4. Hertuginde Catherine
  5. Prins Philip
  6. Hertuginde Meghan
  7. Prins Charles
  8. Prinsesse Anne
  9. Zara Philips
  10. Hertuginde Camilla

Kilde: 

Derudover er der særligt én ting, den 70-årige tronarving altid vil blive husket for: Sit ægteskab og skilsmisse fra den populære og nu afdøde prinsesse Diana, som han forlod til fordel for sin nuværende hustru, Camilla Parker Bowles.

- Ægteskabet med Diana vil altid klæbe til ham, fastlår Lars Hovbakke Sørensen.

Prins Charles og prinsesse Diana blev gift med hinanden i 1981 og blev separeret i 1992 efter et stormfuldt ægteskab med meget mudderkastning i medierne.
Prins Charles og prinsesse Diana blev gift med hinanden i 1981 og blev separeret i 1992 efter et stormfuldt ægteskab med meget mudderkastning i medierne. Foto: Scanpix

Prinsesse Diana, der døde i en trafikulykke i 1997, har stadigvæk en stor plads i briternes hjerter.

Onsdag udgav det britiske kongehus helt nye billeder af prins Charles med sin familie i anledning af fødselsdagen, og her var briternes reaktioner blandede:

- Jeg beklager, men det burde være Diana, der sad på billedet ved siden af Charles, skriver Carrie Waldrep, der bakkes op af flere hundrede briter, på kongehusets Facebook-side.

Men der er også mange briter, der på Facebook-siden beder kritikerne klappe i og glæde sig på fødselarens vegne.

Vil han overdrage tronen til sønnen?

Men selvom prins Charles' sønner og svigerdøtre overgår ham i popularitet, er der, ifølge Lars Hovbakke Sørensen, ikke noget, der tyder på, at prinsen vil afstå fra tronen og give faklen videre til sin søn prins William, når den tid kommer. 

- Det er kun prins Charles' selv, der kan beslutte, om han vil afstå tronen. Men i de senere års interviews virker han fast besluttet på, at han ikke vil bryde traditionerne, siger han.