Britisk prinsesse i helt særlig brudekjole - ville vise langt ar

Det er ikke første gang, prinsessen fremhæver sit ar.

Med korsang, gæster fra den britiske elite og kirkelige rammer afgav Prinsesse Eugenie fredag sit evige ja til sin trolovede, Jack Brooksbank.

Under ceremonien bar hun traditionen tro en hvid kjole, men silkekjolen, der er designet af Peter Pilotto og Christopher De Vos, var ikke hvilken som helst brudekjole.

Den var nemlig designet til at vise det lange ar, prinsessen har båret på sin ryg de seneste 16 år. Det skriver BBC.

Den hvide silkekjole er helt bevidst designet til at vise det lange ar på prinsessens ryg.
Den hvide silkekjole er helt bevidst designet til at vise det lange ar på prinsessens ryg. Foto: Toby Melville / Ritzau Scanpix

Arret er et fysisk minde om, at Prinsesse Eugenie som 12-årig blev opereret for skoliose. En sygdom, der gør, at rygsøjlen krummer.

Og netop det minde var vigtigt for hende at omfavne på sin store dag. Derfor bar hun heller intet slør.

- Jeg gennemgik en operation på min ryg, da jeg var 12, og det kan ses på fredag, og det er en smuk måde at ære de mennesker, der tog sig af mig, og det er en måde at slå et slag for de unge mennesker, som også går i gennem det her, udtalte prinsessen, som er barnebarn af Dronning Elisabeth, forleden til ITV.

- Jeg mener, at man kan ændre den måde, man opfatter skønhed på, og du kan vise folk dine ar, og jeg synes, at det er virkelig specielt at slå et slag for det, tilføjede hun ifølge BBC.

Prinsesse Eugenie and Jack Brooksbank blev gift i Sankt Georges kapel i Windsor Castle.
Prinsesse Eugenie and Jack Brooksbank blev gift i Sankt Georges kapel i Windsor Castle. Foto: Pool / Ritzau Scanpix

Bærer arret med stolthed

Det er ikke første gang, den 28-årige royale brite fortæller om sin sygdom.

I sommer - i forbindelse med ’Den internationale Skoliose-dag’ - delte hun røntgenbilleder af sin ryg med sine følgere på Instagram.

- Jeg er meget stolt af at vise røntgenbillederne, skrev hun og fortsatte:

- Jeg vil også takke personalet på ’The royal national orthopaedic hospital’, som utrætteligt arbejder for at redde liv og gøre folk raske. De gjorde mig rask, og jeg er glad for at være protektor for dem.

Og personalet på hospitalet gengælder prinsessens taknemlighed.

- De fleste patienter med skoliose er unge piger, og hun er en rollemodel for dem. Hun er én, der kan inspirere dem, hvilket er vigtigt for unge piger, der gennemgår operation, har Jan Lehovsky, som er kirurg med ekspertise i rygsøjlen og i øvrigt en del af det hold, der opererede Prinsesse Eugenie, udtalt ifølge BBC.

Ifølge sundhed.dk lider mellem tre og fem procent af alle børn og unge af den samme sygdom som den britiske prinsesse, men det er kun en tiendedel af dem, der ligesom hende har brug for operation.