Prins Nikolai dropper militæret: - Det har intet at gøre med uddannelsen

Der bliver bedre tid til at pleje modelkarrieren, efter prinsen er stoppet i militæret. Kongehusekspert kalder det et markant brud på traditionerne.

De seneste to måneder har blandt andet budt på camouflage, march og en masse armbøjninger for prins Nikolai.

Men nu er det slut. For selvom prinsen ikke er færdig med sin uddannelse som reserveofficer på Hærens Sergentskole i Varde, så har han valgt at forlade skolen, oplyser kongehusets kommunikationsafdeling til TV 2.

- Prinsen har stoppet sin uddannelse i Forsvaret. Det er prinsens egen beslutning, og den kongelige familie er orienteret om den, lyder det.

Stoppet per dags dato

På Varde Kaserne bekræfter man også overfor TV 2, at prinsen er stoppet per dags dato, den 10. oktober, og at man i sådan en situation først har haft en samtale med eleven.

Det er et markant brud med den tradition, der er i kongehuset

Lars Hovbakke Sørensen, historiker og ekspert i kongehuset

- Normalt fungerer det sådan, at hvis nogen ønsker at stoppe på sin frivillige uddannelse, så drøfter vi det først med den pågældende elev og forsøger at løse det, siger presseofficer Martin Hillmann.

- Men jeg kan ikke udtale mig mere konkret om prinsen.

Grevinde Alexandra: Ikke den rette hylde

Grevinde Alexandra støtter sin søn i beslutningen om at droppe uddannelsen, da det er det, prins Nikolai har det bedst med, fortæller Helle von Wildenrath Løvgren, grevindens privatsekretær.

- Han var ikke havnet på den rette hylde, og det har intet at gøre med uddannelsen eller menneskerne, der har været fantastiske. Det har levet helt op til prinsens forventninger, siger hun. 

- Til næste sommer vil han gerne studere, men indtil da vil prinsen tage nogle modeljobs og pleje sin modelkarriere.

Prins Nikolai ved allerede nu, hvilken uddannelse han vil søge ind på, men det kan grevindens sekretær dog ikke fortælle endnu.

Her ses prins Nikolai på catwalken for modehuset Dior tidligere på året.
Her ses prins Nikolai på catwalken for modehuset Dior tidligere på året. Foto: Scanpix

Drømte ikke om en lang karriere i militæret

Prinsen har tidligere fortalt, at han gerne ville gå i sin fars, prins Joachims, og sin farbrors, kronprins Frederiks, fodspor og starte på skolen i Varde. Og det var da også et ønske i familien, at han i hvert fald tog værnepligten.

Prins Nikolai

Prins Nikolai er døbt Nikolai William Alexander Frederik.

Han er prins af Danmark og greve af Monpezat.

Han er født 28. august 1999 som ældste søn af prins Joachim og Alexandra.

Han er nummer syv i arvefølgen til den danske trone og nummer 326 i arvefølgen til den britiske trone.

Men allerede dengang gjorde prinsen det dog klart, at han ikke drømte om en længerevarende militærkarriere. Og i juli kunne han fortælle, at valget om at søge ind som reserveofficer også var en måde at købe sig selv noget mere tid. 

- Der er mange valg og muligheder. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg vil lave, når jeg bliver stor, sagde prins Nikolai til Euroman.

- Nu har jeg udskudt den her kæmpe beslutning i to år med en militæruddannelse. Det er dejligt, og det er også en uddannelse i sig selv.

Ved et pressemøde i midten august på det franske vinslot Château de Cayx ytrede prins Nikolais farmor, dronning Margrethe, sig om sit barnebarns ophold på Varde Kasserne, hvor han på daværende tidspunkt havde været to uger.

- Jeg er glad for, at han gerne vil ind omkring militæret. Jeg synes, det er godt for et ungt menneske at kunne få den træning. Det gør også hans far umådeligt glad, sagde dronning Margrethe ved den lejlighed.

- Det bliver en vældig god oplevelse for ham. Jeg så jo selv, hvor meget det betød for begge mine to drenge, og jeg glæder mig til også at opleve Nikolai i uniform.

Et markant brud med traditionerne

Prins Nikolais beslutning om at stoppe sin uddannelse i militæret har ikke nogle fortilfælde i kongehuset, og derfor overrasker det også Lars Hovbakke Sørensen, som er historiker og ekspert i kongehuset.

- Det er et markant brud med den tradition, der er i kongehuset, hvor de unge er inde i militæret i et stykke tid, siger han til TV 2.

Ifølge historikeren er det dog ikke noget, der kommer til at ryste kongehusets grundvold.

- Kongehuset er blevet en mere civil institution, og derfor er det ikke lige så voldsomt at bryde med traditionen, som det var for 20-30 år siden. Militæret fylder ikke så meget som dengang i forhold til danskernes opfattelse af, hvad kongehuset skal stå for, siger han.

Jagter ikke modelkarriere

Inden prins Nikolai startede på Hærens Sergentskole i Varde, slog han sine folder som model for flere internationale mærker.

Det medførte spekulationer om, hvorvidt det var en mulig karrierevej for den unge prins, der var begyndt at spire.

I interviewet med Euroman fortalte prinsen dog, at han gerne ville have flere modeltjanser i fremtiden, men at det ikke er en del af hans fremtidsplaner.