Troede knapt sine egne øjne: Pludselig stod kong Harald foran ham og ventede på toget

16x9
Midt i fyraftenspendleriet dukkede den norske konge pludselig op på Nationaltheatret Station i Oslo. Foto: Kåre M. Hansen / Privat

Det siger meget om Norge, at kongen kan gå frit omkring, mener Kåre M. Hansen.

61-årige Kåre M. Hansens hoved var fredag eftermiddag fyldt med tanker om konens fødselsdagsmiddag, der skulle holdes om aftenen.

Han havde lige fået fri fra arbejde i Oslo, da han lettere stresset bevægede sig ned på togstationen ved Nationaltheatret, så han kunne skynde sig hjem for at hjælpe med forberedelserne.

Men pludselig fik den 61-årige nordmand øje på et velkendt ansigt, der straks fik ham til at glemme alt om fest og fejring.

Selvom kong Harald havde bevæget sig ud blandt de norske pendlere som enhver anden dødelig, afslørede hans livvagter hans status i det norske kongerige.
Selvom kong Harald havde bevæget sig ud blandt de norske pendlere som enhver anden dødelig, afslørede hans livvagter hans status i det norske kongerige. Foto: Kåre M. Hansen / Privat

Foran ham på perronen stod nemlig den norske kong Harald og ventede på toget sammen med alle andre.

- Jeg blev vældig begejstret, da jeg så ham, fortæller han til TV 2 og uddyber, at han til at starte med havde en anelse svært ved at tro sine egne øjne:

- Jeg kunne jo se, at ham, der kom slentrende mod mig, lignede kongen, og da jeg så kom tættere på, var det tydeligt, at det var ham. 

Synet fik Kåre M. Hansen til at gribe ud efter sin telefon og tage nogle billeder. Han overvejede også kort at spørge kong Harald, om han ville sende en hilsen til hans kone, fødselaren.

Den mest folkelige konge i verden

Det blev ved overvejelserne, men oplevelsen fik alligevel lov til at fylde lidt ved aftenens fødselsdagsfest. I sin tale understregede Kåre M. Hansen således, at han er begejstret for at have så folkelig en konge. 

- Han må være den mest folkelige konge i verden, konkluderer han overfor norske Aftenposten.

Til TV 2 uddyber han, at det giver ham en følelse af stolthed, at kongen uden videre kan bevæge sig rundt på en togstation i Oslo en fredag eftermiddag ved fyraftenstid.

- Det er virkelig dejligt at bo i et land, hvor der trods alt er så fredeligt, at kongen kan tage toget med os andre. Det er virkelig godt, og det gør mig imponeret over vores konge, at han er så folkelig.