Dronningen afløser sin mor med nyt værk

16x9
Dronningen har brugt to år på at brodere et nyt alterforhæng. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Dronning Margrethe har skabt et alterforhæng, der afløser et, dronning Ingrid lavede under anden verdenskrig.

Alterbordet i Gråsten Slotskirke har fået et nyt forhæng.

Og det er ikke hvilken som helst kunstner, der står bag det såkaldte antependium. Det er nemlig selveste dronning Margrethe.

Regenten har de seneste to år været i gang med broderinålen og skabt et turkist klæde, der ifølge kongehuset blandt andet er inspireret af salmerne ’Alle mine kilder’ og ’Som tørstige hjort monne skrige’.

I alterforhænget, der søndag formiddag blev afsløret ved en festgudstjeneste, gemmer der sig også en personlig hilsen.

Dronningen har broderet tre margueritter, der tilsammen symboliserer hende selv og hendes to søstre, prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

Dermed har hun forsøgt at vise søstrenes tilknytning til Gråsten, hvor deres mor, dronning Ingrid, boede frem til sin død i 2000.

Afløser morens værk

Indtil søndag morgen har alteret i den 300 år gamle kirke været prydet af et andet klæde. Et klæde som dronning Ingrid lavede under anden verdenskrig.

Under krigen kunne kongefamilien ikke bruge deres sønderjyske residens, og først i 1943 kom det op at hænge.

Dronning Ingrids antependium ser noget anderledes ud end det, hendes datter nu har kreeret. Farverne er nogle helt andre, og det centrale motiv er en fredsdue. Også dette er dog broderet og syet.

I de forgangne 75 år er alterbordsforhænget blevet så slidt, at det var nødvendigt at udskifte det.

Men det betyder ikke, at man ikke længere kan få lov at se det.  

Fra november vil det blive udstillet i en glasmontre i slotskirken, og derefter vil det, ligesom det nye forhæng, kunne ses, hver gang kirken er åben for offentligheden.

Ikke første gang

Det nye alterforhæng er ikke det første, Dronningen har lavet.

I anledning af 500-året for Reformationen, blev slotskirken i den tyske by Wittenburg, hvor Martin Luther i sin tid bankede sine 95 teser op på døren, restaureret.

I den forbindelse skulle kirken have et nyt antependium, og også dette fik Dronningen til opgave at lave.

Sådan ser antependiet i Wittenberg Slotskirke ud.
Sådan ser antependiet i Wittenberg Slotskirke ud. Foto: Odd Andersen / Scanpix Denmark

Tidligere har Dronningen også stået bag bispekåber til domkirkerne i Viborg, Aarhus og Aalborg, ligesom hun har lavet messehagler, som er den overklædning, præsten har på foran alteret, til flere danske kirker.

En enkelt gang har hun også designet en altertavle. Den hænger i Skei Fjeldkirke i Norge.