Engelsk sejr får prins William til at gå nye veje

16x9
Det er første gang, den britiske prins taler til befolkningen gennem en af hoffets profiler på de sociale medier. Foto: Scanpix

Det er første gang, at den britiske prins selv er afsender på et tweet. I Danmark er det kun set ved én lejlighed.

Engelske fodboldfans kunne tirsdag aften ånde lettede op efter en dramatisk straffesparkskonkurrence, der endte med at sende England videre og Colombia ud af VM.

Dermed ophævede det engelske landshold en årelang forbandelse.

Seks gange siden 1990 har lige netop en straffesparkskonkurrence kostet englænderne en plads videre i kampen om EM- eller VM-pokalen. Men det blev ikke en statistik, der blev fastholdt denne gang.

Sejren fik fodboldfans verden over til tasterne for at dele deres begejstring, og særlig én brites tweet var ekstraordinær.

Det var den britiske prins William.

Ikke set før

- Jeg kunne ikke være mere stolt af England – en sejr i en straffesparkskonkurrence! I har godt og grundigt fortjent en plads blandt de sidste otte til VM, og I skal vide, at hele landet står bag jer på lørdag! Kom så England! skriver prinsen, der underskriver sig selv med et enkelt ”W”, på en af kongehusets Twitter-profiler.

Det er første gang, at en af de britiske kongelige på den måde overtager en af hoffets kontoer på de sociale medier og taler direkte til befolkningen.

- Det er ikke noget, man ser særlig tit i nogen kongehuse, men jeg synes virkelig, at det er en moderne prins, der udtrykker sig. Han viser, at han har hjertet med, og at han er lige der, hvor alle andre i England er, siger Marianne Singer, der er hofreporter på Billed-Bladet.

- Når han udtrykker sig i jeg-form, fjerner han distancen og lader befolkningen komme så tæt på, som det næsten er muligt, siger hun.

Ved særlige lejligheder

Herhjemme er det som regel hoffets folk, der opdaterer kongehusets sociale medier, men kronprins Frederik er heller ikke helt uvant med at poste på de sociale medier.

I forbindelse med sit store fødselsdagsløb, Royal Run, stod Kronprinsen selv for at skrive Instagram-opslag i løbet af dagen.

Spørger man Marianne Singer, er det ikke helt tilfældigt, at det netop har været store sportsbegivenheder, der har fået både den danske kronprins og den britiske prins til tasterne.

- Begge gange har det været ved store folkefester, hvor hele befolkningen har været fælles om noget. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se mere af det fremover. Den slags udmeldinger er meget mere personlige end en formel meddelelse fra hoffet. Derfor går de direkte i hjertet på folk, siger den royale reporter.

Begge prinsers opslag har da også fået over 30.000 likes i skrivende stund.

Kronprinsesse med egen profil

Selvom de to prinser viser, at de er moderne med deres opslag, har de en overmand.

I Norden er det Norge, der er længst fremme i forhold til at lade de kongelige ytre sig direkte på de sociale medier.

Her har kronprinsesse Mette-Marit sin egen Instagram-profil, som hun blandt meget andet fylder med selfies, billeder fra sine officielle pligter og spørgsmål til sine følgere.

Billed-Bladets Marianne Singer tror dog ikke, at man skal forvente, at vores egen kronprinsesse Mary eller andre danske kongelige får en lignende profil lige foreløbig.

- Både prins William og kronprins Frederik skal på et tidspunkt overtage tronen, og jeg tror, at de vil holde sig til dem – og kun ved særlige anledninger, lyder hendes vurdering.

- Og Dronningen har flere gange ytret, at hun hverken har mail eller mobil. På den måde markerer det her også en forskel mellem den ældre og den yngre generation.

Ingen af de kongelige har endnu svaret på de mange kommentarer, deres opslag får, og Marianne Singer vurderer heller ikke, at det bliver kutyme lige foreløbigt.

- De får overvældende mange kommentarer, så det er også et praktisk spørgsmål. Lige nu skal vi glæde os over, at de kommunikerer i jeg-form og selv er direkte involverede i opslagene, lyder det.