Sådan dukkede Kronprinsens navn op i films rulletekster

Dokumentarfilmen 'Fædre og Sønner' indeholder optagelser lavet af en ung kronprins Frederik.

Onsdag aften har filmen 'Fædre og Sønner' gallapremiere i Grand Teatret i København.

Hovedpersonerne er tidligere hofmarskal Søren Haslund-Christensen og hans søn Michael Haslund-Christensen.

I filmen går far og søn i fodsporene på Søren Haslund-Christensens far, den danske eventyrer Henning Haslund-Christensen, der måske arbejdede hemmeligt som spion for det engelske imperium i det fjerne østen.

Det bringer dem ud på en rejse til den fjerne bjergkæde Tian Shan i grænseområderne mellem Kirgisistan, Kasakhstan og Kina. En rejse, de forsøgte i 1986, men måtte opgive, da de ikke kunne blive lukket ind i landet af myndighederne.

Hvad er en hofmarskal?

Hofmarskallen (udtales hofmarsjallen) er den øverste chef og administrator for det danske hof. 

En slags administrerende direktør ved hoffet. 

Man kan typisk ikke søge stillingen. Man bliver spurgt. 

Royal fotograf

Men når rulleteksterne til filmen vandrer fra bund til top, så vil de opmærksomme seere spotte et helt særligt navn.

Det er nemlig selveste Kronprinsen, der har ageret fotograf på nogle optagelser på den første rejse til østen.

H.K.H. Kronprins Frederik krediteres for at lave videooptagelser på en rejse til Mongoliet i 1986. Han var 18 år på det tidspunkt.
H.K.H. Kronprins Frederik krediteres for at lave videooptagelser på en rejse til Mongoliet i 1986. Han var 18 år på det tidspunkt. Foto: 'Fædre og Sønner', Haslund Film

- Han var 18 år, og jeg selv 21. Han var lille for mig dengang, så vi lærte først hinanden at kende på den rejse. Det var hans første store rejse, og det har han kunnet lide efterfølgende, siger Michael Haslund-Christensen, der i dag kalder sig venner med Kronprinsen.

Dengang på den første rejse i 1986 deltog et filmhold med 200 kilo udstyr. Michael Haslund-Christensen beskriver sig selv og Kronprinsen som en slags stik-i-rend-drenge for holdet.

Der var dog også tid til adspredelse, hvor han selv og kronprins Frederik brugte noget af tiden på at lege med kameraet. Det var et af de første mindre hjemmevideokameraer.

Kronprins Frederik filmede Michael Haslund-Christensen på et tog mod Mongoliet.
Kronprins Frederik filmede Michael Haslund-Christensen på et tog mod Mongoliet. Foto: 'Fædre og Sønner', Haslund Film

Resultatet er nogle korte klip, der indgår i dokumentarfilmen.

- Han (Kronprinsen, red.) ved godt, at optagelserne er med, og han synes, det er fint. Det var også en kærkommen lejlighed til at bruge de gamle optagelser, som ellers bare samlede støv, siger Michael Haslund-Christensen.

Eventyreren

Familien har gennem flere år gravet dybt i næsten 100 års materiale og filmoptagelser fra både private og udenlandske efterretningsarkiver.

Søren Haslund-Christensen med sin far Henning Haslund-Christensen.
Søren Haslund-Christensen med sin far Henning Haslund-Christensen. Foto: Haslund Film

Størstedelen af det omfattende materiale, som Henning Haslund-Christensen indsamlede, findes på Nationalmuseet og Moesgaard Museum i Aarhus og er blandt verdens største samlinger af mongolske kulturprodukter.

Hans arbejde placerer sig som en af de store indsatser i international antropologi.

Helt ekstraordinært vil nogle særlige gæster indtage de bløde stole til premieren onsdag aften, nemlig dronning Margrethe og kronprins Frederik.

Filmen er instrueret af Andreas Dalsgaard ​og produceret af Haslund Film.