Her er Marys tale bid for bid - derfor var den så god, forklarer retoriker

Kronprinsesse Mary holdt en tale for kronprins Frederik, der er blevet rost vidt og bredt. Her bliver talens styrker fremhævet.

Retoriker og taleskriver​ Trine Nebel, adjunkt hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, gennemgår talen, der her gengives på tekst i sin fulde form. Video af talen kan ses i sin fulde længe herover.

Deres Majestæter. Deres Kongelige Højheder. Excellencer. Damer og herrer. Familie og venner.

Alle de ting, jeg gerne vil sige. Alle de ting, jeg kan sige. Alle de ting, jeg ikke kan sige. Og alle de ting, der er plads til at sige. 

50 år i dag.

Far til fire. Frømand. Kunstkender. Musikelsker. Militærmand. Sportsmand. Min mand. Erhvervsambassadør. Søn. Eventyrer. Grønlandsfarer. Bror. Og en god ven.

Trine Nebel
Hun åbner ved at sige, at vi står over for en person og et menneske med utrolig mange facetter og roller. Underforstået, at han er meget mere, end vi til dagligt går og tænker over, når vi siger ’Kronprinsen’. Lige præcis ’Kronprinsen’ bruger hun ikke for at give os et mere nuanceret indtryk billede af ham, end vi har.

 Hvordan indfanger man et menneske som dig? Uden at udelade noget af alt det, der gør dig til dig.

Det har jeg funderet over mange gange frem mod i dag. Du er et alsidigt menneske. Et sammensat menneske – kompleks og ligetil på en gang.

Du kommer i mange forklædninger så at sige. Du er i konstant bevægelse. Alligevel står du fast. For under alt det foranderlige er du om nogen en, der kender dig selv. Er dig selv. Deri ligger kernen, der binder alt det andet sammen.  

Trine Nebel
Forklædninger har dobbeltbetydning. Det kan normalt betyde, at man ikke ved, hvor man har folk, men vi ved, når det er kronprinsesse Mary, der omtaler ham, vil hun sige noget andet. Dobbeltbetydning virker rigtig godt i taler. Forklædninger kan være det abstrakte og mere spekulative, men her mener hun det helt konkret, når hun senere nævner lycra. Det fanger og skærper vores opmærksomhed, når noget er brugt anderledes.

Det kræver mod – og modenhed – at finde sig selv. Det har du gjort, og det fortsætter du med at gøre. Du er gået dine egne veje, fra du var helt lille, selv om din livsbane på mange måder var lagt, og du mødte modstand og særlige forventninger undervejs.

Du har altid afsøgt grænser, og du har insisteret på at forme rammen efter mennesket og ikke ladet rammen forme dig. Du har ladet din passion være dit kompas, og du har udlevet din fars livstilgang; at der i det skæve og det overraskende ofte ligger en berigelse begravet.

Du møder mennesker med en umiddelbarhed og en åbenhed, som giver dig en sjælden adgang. Du rører mennesker på en helt særlig måde. Og jeg tror faktisk ikke, at du selv er bevidst om det.

Du kan tale med alle, og du tror på, at vi alle kan bidrage, at vi altid kan lære noget af hinanden, fordi vi aldrig oplever livet ens. Du opfatter os som forbundne på tværs af forskelligheder. Og jo flere perspektiver, jo større udsyn.

Du bliver glad, når andre lykkes. Du er et positivt og lattermildt menneske. Og du er ikke nærig med dine grin … eller dine vittigheder for den sags skyld. Og ofte kommer de to i par; for du griner utrolig meget af dine egne vittigheder.

Trine Nebel
Det her er det personlige afsnit, og hun bruger allitteration, når hun starter med de samme ord flere afsnit i træk. Gentagelsens budskab er stærkt, når man vil understrege noget.
Det meget stærke i dette afsnit er, at hun tør sige foran ”hele verden”, at hun ikke tror, han selv er bevidst om, hvad han kan, og det måske gør kronprinsen til noget særligt. At mange, der har mødt ham, siger, han har en nede-på-jorden-attitude. Det er en måde at sige på, at udover rammen det at være kronprins, så ER han noget særligt. Han er særlig i sin egen art, og hans personlighed er uafhængig. Det får hun sagt på en meget smuk måde.
Hun siger: ’Glem det royale, alle kender rammen. Her er jeg, dit livsvidne, og jeg siger, du er noget særligt uanset elefantordener og tronfølgen.’ Det må hele verden gerne vide. Det er et af hovedbudskaberne i talen. Hele talen emmer af, at hun prøver at sige til ham: Den er god nok, du er noget særligt.

Og jeg har simpelthen ikke tal på, hvor mange gange jeg har skullet høre dig fortælle de samme vittigheder igen og igen. Det er, som om du forsøger at forfine leveringen fra gang til gang …

De, der har haft fornøjelsen af at være ude at spise med dig, ved for eksempel, at hvis en tjener spørger ”Are you finished”, så kan man være stensikker på, at du svarer ”No, I’m Danish”. Hver gang. Og griner. Hver gang.

Trine Nebel
Det her er en eksemplarisk lejlighedstale, der både skal rose og dadle. Dadle betyder at drille kærligt, når man med hjertet hænger nogen en smule ud. Det åbner op for skæve sider af personen. Og det går hun i gang med her.
Hun viser hans pudsige sider, og det er et afsnit, som vi kan relatere til, for vi har alle en onkel i familien, som vi må være overbærende overfor. Efter dette går hun i gang med at rose igen, og det er den vekselvirkning, som er ekstremt virkningsfuld. Vi kan godt tåle mere, fordi der er afveksling.

”At vove er at tabe fodfæste en kort stund, ikke at vove er at tabe sig selv.”

Med de ord åbnede du døren ind til din og danskernes verden for mig, da vi kun havde kendt hinanden i kort tid. Og der var vitterlig mange usikre skridt, da vi startede vores fælles rejse, side om side og adskilt på én og samme tid.

Vi vovede at tabe den del af vores hjerte, som vi havde tilladt den anden at holde i sine hænder.

Trine Nebel
Afslutningen på dette afsnit er min yndlings. Det er utrolig smukt og det, alle mennesker drømmer om. Vi drømmer om at tabe en del af vores hjerte til en anden. Det er det mest sårbare at lade en anden holde en del af ens hjerte, fordi vi ved, de kan gøre med det, hvad de vil, og det er at miste kontrol. Det er det smukkeste ved talen, for det er den ultimative drøm. Det er en meget smuk sætning.

Det kræver mod at turde satse. Men uden har vi tabt på forhånd. Jeg er lykkelig for, at du fejede benene væk under mig, og at vi vovede at falde for hinanden – ikke for en stund, men for livet.

Og livet sammen med dig er aldrig kedeligt. Du kommer som sagt i mange forklædninger. Det er aldrig givet på forhånd, om du kommer ind ad døren i uniform, jakkesæt, våddragt eller som ”Mamil”.

Til dem, der ikke kender begrebet ”Mamil”, kan jeg sige, at det er en engelsk betegnelse, der er optaget i Oxford English Dictionary, for en voksende subkultur af “Middle-aged men in lycra, who ride expensive racing bicycles, wearing professional style body-hugging jerseys and shorts.“

Der er delte meninger om, hvorvidt lycra og mænd på plus 40 er en god kombination. Og vi taler faktisk plus 50 her…? Men skat, du står stadig ret skarpt i lycra.

Jeg har det dog lidt svært, når det gælder kombinationen lycra, hjelm og rulleski. Og da du og dine holdkammerater til jeres første Vasaløb valgte at gennemføre i hvid lycra … Hudløst ærligt, det går ikke.

Trine Nebel
Det er så fin en overgang, for vi har været helt oppe med gåsehud. Det kan man klare, men kun i små doser. Bliver det for meget, mister det effekt. Vi har haft en følelsesmæssig reaktion, og det gør, at vi har behov for at grine. Derfor er det skønt lige at få lov at lukke luft ud. At hun veksler mellem det meget følelsesladede og det, der giver os en ventil til at lukke luft ud, gør, at vi ender med at blive berørte af talen.
Det er en ekstra detalje, at hun nævner, at han er 50, når hun begynder med at omtale mænd på plus 40. Det er dadl med dadl på og ironi. For hvor lækker tror du lige, du er? Ironi skal man være hyper opmærksom på at bruge. Det er så farligt. Derfor understreger hun, at han stadig står skarpt.

Jeg tror faktisk også godt, at du selv kunne se det bagefter.

Du udfolder dig – fysisk, og når det gælder grej. Du har udvist fysisk styrke, ja, men bag det ligger en psykisk styrke. Du har en jernvilje, som de fleste kender fra dine fysiske præstationer, men som jeg oplever, at du har med dig i mange af livets forhold.

Du finder stor tilfredsstillelse ved at skubbe til dine fysiske og psykiske grænser. Du lever efter devisen, ”det er viljen til at ville, der fostrer evnen til at kunne”, og det har du givet videre til mig og til vores børn; troen på, at vi kan, hvis vi vil – uanset forventninger.

Trine Nebel
Her går der ren frømand i den, og vi svinger tilbage, hvor hun lige vil understrege, at hun ikke har noget skvat i lycra som mand. Han er et rigtigt mandfolk. Hun har lige spillet på billederne fra villaveje med mænd i lycra og skabt smil på vores læber, men hun har en fysisk og psykisk stærk mand. En rigtig frømand.

Lycra eller ej. Jeg lærte dig at kende i shorts og T-shirt, og jeg husker meget tydeligt, første gang du gik fra casual til galla.

Det var mit første besøg i Danmark, hvor vi havde fejret vores første nytår sammen. Jeg sad på sofaen i din dagligstue, da du nævnte, at du ville gøre dig klar til den middag, der altid bliver holdt den 1. januar.

Jeg må indrømme, at jeg på det tidspunkt ikke kendte så meget til den del af din verden. Så jeg tænkte ikke videre over det.

Du forlod stuen som ham, jeg kendte, og kom ind igen i fuld gallauniform. Og hvis jeg havde kunnet dansk på det tidspunkt, ville jeg nok have tænkt ”aij, hvor har jeg scoret over evne”.

Det var pludselig et meget konkret billede af en side af dig, som jeg ikke havde set før. Betagende og frygtindgydende på en gang. Men dit blik og dit smil var det samme. Galla eller ej.

Og det er sådan, det er med dig. Du har fundet dit væsens rod ved at tage en afstikker fra Barndommens Gade – og gå dine egne veje. Du er et målrettet menneske, som går efter det, du sætter dig for. Og det er sjældent, at du ikke lykkes.

Og hvis man spørger dine børn, så er du også meget vellykket som far. De beskriver dig som sød, sjov, dejlig, klog, modig, hjælpsom, sej og flot.

Trine Nebel
Man er ikke i tvivl om, at hun har spurgt børnene, for en taleskriver ville aldrig vælge ordet ”flot”. Det er autentisk, og man kan se for sig, hun har siddet med ungerne og snakket med dem.

Du er deres helt.

Og de kan allerede sætte ord på, at du er helt din egen og ikke er let at ændre.

De føler, at du tror på dem – også når de selv tvivler – og hjælper dem til at tro på sig selv. Og når du en sjælden gang bliver sur, så er du, som din far var, hurtig til at komme videre.

Det bedste de ved er at være sammen med dig – det handler ikke om, hvad I gør sammen, men at I er sammen.

Trine Nebel
I hele afsnittet fra sofaen og hertil går hun tilbage i tid og viser, at han er et empatisk menneske. Hun viser os, at han forstår, det ikke kun er sin egen situation, der er svær, men bare det at være relateret til ham kan være svært. Han udfoldes som et helt menneske, og han er der både for hende og for børnene.
Underforstået her er, at han også godt kan være det for nationen. Hun bruger ikke ordet lederskab. Hun siger, at der er fire små størrelser, og børn er kritiske, som har sagt god for ham. Man kan ikke gøre noget finere end at slå til derhjemme, og det formår han.

Du lader dig rive med af vores børn. Du finder let barnet frem i dig selv, og dine børn elsker, når den side af dig folder sig ud gennem fantasi, leg og spil.

Men du skal også vide, at de synes, du er en dårlig taber. Og de er enige om, at Vincent er den af dem, der har arvet den side stærkest.

Trine Nebel
Det er en lille dadlesætning for at runde det familiære. Det er en måde at sige på, at træerne vokser ikke ind i himlen. Det er også for, at der kan åbnes for ventilen, og vi har alle sammen et tilbageholdt åndedrag, der skal forløses, efter vi har været på de høje nagler i en passage.

For mig er det i vores fælles familieøjeblikke, at jeg føler mig mest taknemmelig, mest forbundet, mest forelsket.

Nogle gange rammer vi plet helt uden at sigte. Sådan tænker jeg om vores møde. Et lykketræf, der blev til et valg.

Vi er blevet tætte ved at give hinanden plads. Og du har om nogen støttet mig i at finde fodfæste og finde vej i den verden, som var din og nu er vores.

Du elsker dit land, og den kærlighed har du for længst smittet mig med.

Så meget, at jeg bliver dybt rørt, når jeg synger med på ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”.

Velvidende, at nok føler jeg mig hjemme, men jeg er ikke født her.

Min egen forklaring er, at vores rødder gror gennem hele livet. Vi finder hjem på ny.  

Jeg indledte alt det, jeg valgte at sige, med at spørge – hvordan indfanger man et menneske som dig? Svaret er; det kan man ikke.

Man kan vove at følges ad.

Du bød mig på vores bryllupsdag at komme og at se, hvad der ventede os i kærlighed, og jeg har nydt hvert et skridt og hver en udsigt.

Trine Nebel
'Udsigten' er både konkret og i overført betydning. De har nydt udsigten de fysiske steder, de har besøgt, men hun siger også: 'Vi er klar til at tage over, og jeg er ved din side.' Det er ikke kun til kronprins Frederik, hun taler her. Det er en metafor, hvor hun taler om udsigten til fremtiden med dem som regentpar. Hun siger, at så længe de har kærligheden, kan de klare det.

Af alle de ting, jeg har valgt at sige, vælger jeg til sidst ordene fra en anden smuk sang:

“When I look into your eyes, I see a new day rising

Of all the things she said,

She said, this is our time, she said, this is our place

This is the space my heart wants to be.”

Trine Nebel
Citatet er en indforstået ting mellem dem. Men det er ikke udelukkende for publikum, fordi det er citat, der viser, at de har fælles værdier og et rart, fælles rum, som ingen andre kommer ind i, men det er et dejligt sted. De er begge musikelskere, og den sidste linje, der ender det, er også det ultimative, som både er konkret til ham, men også os andre: 'Du behøver ikke at tvivle’, og ’jeg forlader ham ikke.’
Det stærkeste afsnit i talen er det sidste, for udover at det er en kærlig tale, er det også en tale, der gør det fuldstændig umisforståeligt, at der finder meget stor kærlighed sted mellem kronprinsen og kronprinsessen. Hun elsker ham uden forbehold, og det har ikke noget med noget som helst at gøre andet end de to, og det giver en meget stor påvirkning på publikum. Det er meget trygt at vide, at de har det så godt. Det giver en ro og tro på, at det nok skal gå.

Tillykke!

Kilde: kongehuset.dk