Kronprinsesse Mary efter 10-kilometerløb: - Jeg kom til at løbe langt over evne

Kronprinsessen kom i mål på 10-kilometer-distancen i Odense på tiden 53 minutter og 10 sekunder.

Der var klapsalver og jubel fra danskerne, da kronprinsesse Mary i en slutspurt kom over Royal Run-målstregen i Odense mandag eftermiddag.

Efter 10 kilometer lagde Kronprinsessen da heller ikke skjul på, at hun var godt tilfreds med sin tid på 53 minutter og 10 sekunder. 

- Jeg tror, at jeg kom til at løbe langt over evne. Det var på grund af det fantastiske heppekor hele vejen rundt, sagde Kronprinsessen som det første.

Får det svært i morgen

Hun roste samtidig løbet for at være meget smukt og udfordrende.

- Et par gange skulle jeg virkelig bide det i mig, men jeg blev båret rundt af alle dem, der heppede. Og det var en fantastisk flot tur, sagde kronprinsesse Mary og tilføjede, at løbet nok ville sætte sig i benene.

- Jeg får det nok svært i morgen, men der skal jeg heller ikke løbe, sagde hun med et smil.

Kronprinsesse Mary gav sig også tid til at vinke til de mange fremmødte danskere ved Royal Run i Odense.
Kronprinsesse Mary gav sig også tid til at vinke til de mange fremmødte danskere ved Royal Run i Odense. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En hyggeløber

Det var Kronprinsen, der sendte sin hustru og de andre løbere afsted ved målstregen med et båthorn. Han havde kort tid forinden løbet One mile-løbet (1,609 kilometer) med de danske OL-atleter.

Inden 10-kilometerløbet satte kronprinsesse Mary i et interview med TV 2 ord på, hvorfor løb er vigtigt for hende.

- Det øger ens livskvalitet. Alt bliver lysere og bedre, og man får masser af mere energi, sagde Kronprinsessen, der dog efter eget udsagn ikke løber lange distancer til daglig.

- Jeg er mere en hyggeløber end en langdistanceløber, tilføjede hun.

Løb også med børnene

Tidligere på dagen løb Kronprinsessen også familiemilen på Frederiksberg med kronprinsparrets fire børn.

Kronprinsesse Mary sammen med kronprinsparrets fire børn - fra venstre: Isabella, Vincent, Josephine og Christian.
Kronprinsesse Mary sammen med kronprinsparrets fire børn - fra venstre: Isabella, Vincent, Josephine og Christian. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Her kom prins Christian først over målstregen efterfulgt af prinsesse Isabella. Derefter kom kronprinsesse Mary med parrets to yngste børn, prinsesse Josephine og prins Vincent, i tiden 10.31.

Følg Royal Run på TV 2 eller TV 2 PLAY mandag den 21. maj.

TV 2 er mediepartner på Royal Run.