Ruter til Royal Run er klar - her skal Kronprinsen løbe

I anledning af sin 50-årsfødselsdag løber kronprins Frederik med danskerne i fem byer. Nu er ruterne offentliggjort.

Når kronprins Frederik kan fejre sin 50-årsfødselsdag den 26. maj, har han få dage forinden løbet med flere end 60.000 danskere.

Sådan deltager du i Royal Run

Løbet finder sted 2. pinsedag, mandag den 21. maj 2018, i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København.

Man kan vælge at løbe to distancer: En mil, der er 1,609 kilometer lang, eller en distance på 10 kilometer.

Man kan tilmelde sig på www.royalrun.dk.

TrygFonden og Nordea-fonden støtter Royal Run

Kilde: Royalrun.dk

For et år siden inviterede den løbeglade fødselar danskerne med på løbetur i fem danske byer i anledning af sin fødselsdag.

Det har hele tiden ligget fast, at Royal Run skal løbes i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København, men nu er de præcise løberuter for de respektive byer også offentliggjort.

Royal Run afholdes over hele landet anden pinsedag, den 21. maj, men da kronprins Frederik skal nå at løbe med i alle byer, lyder startskuddet på forskellige tidspunkter de fem steder.

Aalborg

I Aalborg har knap 8000 mennesker indtil videre tilmeldt sig Royal Run. De første sendes afsted på one mile-distancen (1,6 km, red.) klokken 9.15, og starten på 10-kilometeren er klokken 12.30.

Sådan ser ruterne ud i Aalborg.
Sådan ser ruterne ud i Aalborg. Foto: Royal Run

Aarhus

Derefter går turen til Aarhus, hvor der er fuldstændigt udsolgt af startnumre til den korte distance på 1,6 kilometer. Her starter man i syv heat mellem 11.22 og 11.50.

Det er stadig muligt at købe startnummer til ruten på 10 kilometer, der sættes i gang klokken 11.10. Indtil videre har flere end 11.000 tilmeldt sig Aarhus-løbet.

I Aarhus ser Royal Run-ruten således ud.
I Aarhus ser Royal Run-ruten således ud. Foto: Royal Run

Esbjerg

Kronprins Frederik får travlt, når han skal fra Aarhus til Esbjerg, for disse løb foregår næsten synkront.

Klokken 11.15 lyder det første startskud i Esbjerg, hvor flere end 5400 løbere snører løbeskoene. 10-kilometerløberne bliver sendt afsted klokken 14.20.

Royal Run-ruterne i Esbjerg.
Royal Run-ruterne i Esbjerg. Foto: Royal Run

Odense

I Odense trækker flere end 5600 i løbetøjet. Her bliver løberne på den korte distance sendt afsted mellem klokken 12.15 og 14.15. Startskuddet på 10-kilometeren lyder klokken 16.30.

I Odense foregår en stor del af 10-kilometerruten langs åen.
I Odense foregår en stor del af 10-kilometerruten langs åen. Foto: Royal Run

København

I København løber arrangementet over flere timer end i de andre fire byer. I alt har flere end 29.700 tilmeldt sig begivenheden, som kommer til at have det største antal deltagere til et 10-kilometerløb nogensinde i Danmark.

Den korte distance bliver sendt afsted mellem klokken 10.30 og 12.30. 10-kilometerløberne – herunder kronprins Frederik – bliver sendt afsted mellem 18.50 og 19.00.

I København kommer løberne på den lange distance blandt andet forbi Amalienborg.
I København kommer løberne på den lange distance blandt andet forbi Amalienborg. Foto: Royal Run

TV 2 er mediepartner på Royal Run.