Kongehuset afslører planerne for Kronprinsens fødselsdag

16x9
Kronprinsens runde fødselsdag vil blive fejret med flere forskellige arrangementer. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

I slutningen af maj fylder kronprins Frederik 50 år, hvilket bliver markeret med flere forskellige arrangementer.

Løbefest i Danmarks fem største byer og åbningen af et forskningscenter på Aarhus Universitet er blot to af flere måder, kronprins Frederik vil blive fejret på, når han fylder 50 år lørdag den 26. maj.

På selve dagen klokken 12 vil Kronprinsen sammen med kronprinsesse Mary, deres fire børn samt Dronningen komme ud på balkonen på Frederik 8.'s Palæ på Amalienborg.

Om aftenen vil der være gallataffel på Christiansborg Slot med gæster fra ind- og udland.

Fødselsdagsarrangementerne begynder dog allerede en uge tidligere, fredag den 18. maj, med jubilæumsoverrækkelser i Kronprinsens egen fond, Crown Prince Frederik Fund.

Mandag den 21. maj løber det såkaldte Royal Run af stablen, hvor Kronprinsen sammen med danskerne vil løbe en engelsk mil - 1,6 kilometer - i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense, inden han slutter af med 10 kilometer i Københavns gader.

I løbet af den pågældende uge vil der være flere forskellige arrangementer i blandt andet Aarhus og på Kongeskibet Dannebrog. Ligeledes vil Kronprinsparret deltage i afsløringen af et nyt portræt af Kronprinsen på Frederiksborg Slot.

Fødselsdagsfejringen slutter søndag den 27. maj med showet 'Hele Danmark fejrer Kronprinsen', der bliver afholdt i Royal Arena og har deltagelse af kronprins Frederik selv og resten af den kongelige familie.