Meghan Markle blev kidnappet af elitesoldater - det er en tradition

16x9
Meghan Markle blev taget som gidsel i flere dage langt ude på landet i Storbritannien. Foto: Hannah Mckay / Ritzau Scanpix

Der blev skudt med skarpt, da Meghan Markle og prins Harry blev kidnappet og trænet i at overleve et terrorangreb.

Snart gifter Storbritanniens prins Harry sig med den amerikanske skuespillerinde Meghan Markle, der har taget briterne med storm.

Og for den vordende brud er der mange forberedelser i tiden op til det kongelige bryllup den 19. maj på kongeslottet Windsor vest for London. 

Brudekjolen skal designes, invitationerne sendes ud, og Meghan Markle er endda blevet døbt og konfirmeret for at blive medlem af den engelske kirke.

Men det stopper ikke der.

Reddet i dramatisk aktion

For nogle af forberedelserne for den kommende hertuginde af Wales er anderledes og langt mere barske end for mange andre vordende brude.

En af dem er en kidnapning og flere dage som gidsel langt ude på landet i Storbritannien.

Derfor blev Meghan Markle forleden kidnappet af britiske SAS-elitesoldater og efter to dage i fangenskab i Herefordshire reddet i en dramatisk aktion - hvor der blev skudt med skarpladte geværer.

Det hele var selvfølgelig iscenesat, og Harrys forlovede var aldrig i fare.

Afgørende for at tackle terror

Men autenticiteten er afgørende for, at Meghan Markle lærer at tackle gidseltagere og overleve en kidnapning, hvis det en dag sker, og den iscenesatte kidnapning var derfor med en SAS-officers ord "designet til at skræmme livet af enhver".

- Selvom Meghan har vidst, at fjenden ikke var ægte, kan jeg garantere for, at hun har været skrækslagen, siger officeren til The Daily Express.

- Det var derfor, der blev brugt skarpladte geværer, så hun ved, hvordan rigtige skud lyder, hvis hun - Gud forbyde det - nogensinde havner i en farlig situation.

Derfor blev hun i løbet af de to dage "behandlet som et gidsel". Det samme gjorde prins Harry, der var blevet kidnappet sammen med hende.

Familietradition

De to blev udsat for den benhårde oplevelse forud for brylluppet, hvor det ifølge Daily Mail forventes, at omkring 30 SAS-soldater skal passe på parret.

Samme oplevelse ventede hertuginde Kate Middleton og prins William i 2011, ligesom den i 1983 gjorde for prinsesse Diana og prins Charles.

Ved Dianas kidnapning var det endda ved at gå galt, da en gnist fra en øvelsesgranat næsten satte ild til hendes hår. Det afslørede en tidligere SAS-soldat i 2012 i en bog og til The Mirror.

Ikke desto mindre insisterede Prinsessen dengang på at føre flugtfartøjet under redningsaktionen, og efterfølgende blev hun og prins Charles da også beroliget på den mest britiske vis: med en kop te over debriefingen.