Prins Joachim og grevinde Alexandra er "voldsomt stolte" af prins Nikolai

16x9
Prins Nikolai på catwalken til London Fashion Week. Foto: Vianney Le Caer / Ritzau Scanpix

Det har længe været planlagt, at Prinsen skulle deltage i Burberrys modeshow under modeugen i London.

Lørdag fik 18-årige prins Nikolai debut på catwalken under modeugen i London – og det iklædt Burberry, en af modebranchens helt store spillere.

Det skete med fuld opbakning fra hans forældre.

- De er voldsomt stolte af ham, siger grevinde Alexandras privatsekretær, Helle von Wildenrath Løvgren, til TV 2 og forklarer, at hun og prins Joachim så det som en ”unik mulighed” for deres søn.

- Det har været planlagt i lang tid, og det er sket 100 procent med begge hans forældres opbakning og på deres opfordring, fortsætter hun.

Burberrys modeshow blev afholdt fire dage efter prins Nikolais farfar, prins Henrik, døde og tre dage inden bisættelsen tirsdag. Prins Nikolai deltog selv sammen med de øvrige børnebørn i bisættelsen.

Modegigant pegede på Prinsen

Burberrys chefdesigner, Christopher Bailey, havde specifikt ønsket at få prins Nikolai til at gå med i sit show, og modegiganten kom ifølge privatsekretæren også med en udtalelse i forbindelse med showet:

- Burberry er begejstrede for at have prins Nikolai af Danmark med på dagens catwalk-show, som markerer et specielt øjeblik for brandet, lyder det.

Til dagligt er prins Joachims og grevinde Alexandras ældste søn gymnasieelev på Herlufsholm Kostskole, og Helle von Wildenrath Løvgren fortæller, at showet var et stort øjeblik for prins Nikolai selv, men at hun ikke på nuværende tidspunkt kender til aftaler om flere modeljobs.

- Han synes, det var en spændende ting at få lov til, siger hun.

Opbakning fra danskerne

På de sociale medier sender danskerne ros og skulderklap til den 18-årige prins.

- Det er så fint at gå sine egne veje! Også som prins. Det er så nu, Danmark skal være stolte, der er ikke mange danske modeller, der får tilbud om at gå for et kæmpe modehus, lyder det eksempelvis i en kommentar på TV 2s Facebook-side.

Derudover er der flere, der nævner det gode i, at Prinsen tjener sine egne penge, eftersom kongehuset i 2016 meldte ud, at det kun er prins Christian, kronprinsparrets ældste søn og nummer to i den danske tronfølge, der vil komme til at modtage apanage - også kaldet årpenge - fra staten.

- … Han har jo tydeligvis styr på, at han skal tjene til livets ophold selv, og han har jo lov at gribe de chancer, der byder sig, skriver en bruger og får opbakning fra en anden:

-  Danskerne vil ikke give apanage, og han skal selv tjene sine penge, så bestemmer han da også selv, hvad han vil lave.

Afstemning

Originalt, men nærliggende

Spørger man lektor og historiker ved Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen, der har skrevet en bog om kongehuset, er det ”friskt” og "originalt", at prins Nikolai kaster sig ud i en modelkarriere. Men han mener også, at det er ganske nærliggende.

- De unge medlemmer af kongehuset står jo i den situation, at de skal finde sig et levebrød, og som prinser og prinsesser er de jo født ind i et kendismiljø, og det vil være oplagt for dem også at finde et sted, hvor de kan bruge deres kongelige baggrund positivt, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Egentlig er der jo berøringsflader mellem den kongelige del af kendismiljøet og modelverdenen – det plejer bare at gå den anden vej, at modeller bliver gift med kongelige og fyrstelige.

Opførslen vejer tungere end catwalken

Sebastian Olden-Jørgensen ser derfor ikke image-problemer i, at prins Nikolai vælger at takke ja til en plads på catwalken.

Det er ikke, hvad han foretager sig på catwalken, der vil påvirke synet på ham og kongehuset

Sebastian Olden-Jørgensen, lektor ved Københavns Universitet

- Det er ikke, hvad han foretager sig på catwalken, der vil påvirke synet på ham og kongehuset. Det er mere, hvad han foretager sig udenfor, vurderer historikeren, men tilføjer, at Prinsen skal være varsom med, hvilke firmaer han eventuelt vælger at arbejde for.

- Hvis han optræder i reklamer, der i Danmark vil blive opfattet som umoralske, så er det måske et problem. Eller hvis det er for et tøjfirma, der igen har fået rigtig dårlig presse på en eller anden måde, uddyber han.

Skal repræsentere Danmark

Den betragtning er kongehusekspert Jon Bloch Skipper enig i. Han havde ikke forudset, at prins Nikolai ville springe ud som model, og han understreger, at det vigtigste for medlemmerne af kongehuset er, at de ikke er med til at markedsføre særlige interesser, som kan skabe en interessekonflikt med kongehuset.

I stedet skal de gerne repræsentere noget, som er med til at promovere ”det fælles danske” positivt, påpeger han. Også selvom man er prins, der er fyldt 18 år og ikke modtager penge fra staten.

- Hvis jeg var rådgiver, ville min anbefaling være at få hævet det til et eller andet ud over Burberry. Så det handlede mere om dansk mode og design for eksempel. Men nu er det helt nyt, så han skal også lige have lov til at prøve det af, siger eksperten til TV 2.