Bagom nytårstaflet - bordene bliver dækket med tommestok

16x9
Dronning Margrethe ankommer til nytårstaffel den 1. januar 2018. Foto: Keld Navntoft / Scanpix Denmark

Intet må stå forkert til årets fineste fest på slottet.

Traditionen tro byder Dronningen på årets allerførste aften regeringen, repræsentanter fra det officielle Danmark og Hoffets ledelse til en fornem gallafest på slottet. Og scenen er ganske overdådig.

Taflet foregår Riddersalen i Christian VII's Palæ, som den har gjort det siden 1885.

Her bliver gæsterne budt til bords i en sal med otte meter til loftet og vægge beklædt med lysegrønne paneler, en guldudsmykning og malerier, der gør, at rummet regnes for at være en af Europas smukkeste rokokointeriører.

Nytårstaffel og -kure

Dronningen holder i alt tre nytårsarrangementer i begyndelsen af januar. 

1. januar gælder det nytårskur og taffel for regeringen, landets øverste embedsmænd og Hoffets ledelse og særligt indbudte gæster, mens der også er nytårskur den 3. og den 4. januar. Blandt andet for Højesteretsdommere og Forsvars- og Beredskabsstyrelsen. 

En kur er en lykønskingsceremoni, hvor man siger godt nytår, mens taflet betegner selve middagen. 

Kilde: Kongehuset.dk

Planlagt til mindste millimeter 

Her er alt planlagt ned til mindste millimeter. Gallabordet er nemlig dækket med tommestok.

- Tommestokken er taffeldækkers vigtigste værktøj, fortæller Nils Stentoft, som er kongelig taffeldækker, i videoen 'Et nytårstaffel bliver til'.

Alt måles stort set op. Festens 17 borde stilles i hestesko med den korrekte afstand til væggen, og da gæsterne sidder i deres fineste gallaskrud – nogle med sabler og ordenskæder – er det vigtigt, at de har god plads.

Tommestokken er taffeldækkers vigtigste værktøj

Nils Stentoft, kongelig taffeldækker

Derudover måles det op, at lysestagerne og spejlplateauerne i bronze og porcelæn står snorlige på bordet sammen med de originale sølvtallerkner fra 1700-tallet. Festens 375 glas skal dog placeres på øjemål.

- Planen, jeg går ud fra, er et notat, fra dengang jeg startede som taffeldækker. Det er løbende blevet justeret med detaljer op gennem årene og er en uvurderlig rettesnor for opdækning af nytårstaflet, fortæller Nils Stentoft, som har været kongelig taffeldækker i mere end 40 år.

En dug uden folder

Heller ikke gallabordets duge må have én uønsket fold. Derfor bliver der lagt filt på bordene mindst én dag før, at dugene kommer på. Det giver filten mulighed for at temperere sig og falde til.

Der bliver brugt 30 meter dug til bordene – og de er designet af Dronning Margrethe i samarbejde taffeldækkeren.

Dugene har blandt elefantordenen og rigsvåbnet fra 1792 også Dronningens monogram påtrykt, så man i eftertiden kan se, at dugen stammer fra hendes tid.  

Det vides ikke, hvornår de første nytårskure blev afholdt. Allerede midt i 1600-tallet blev begivenhederne omkring årsskiftet beskrevet som en gammel skik, og grundelementerne er stadig de samme.