Grevinde Alexandra fortæller nu, hvorfor hun har frasagt sig sin apanage

Grevinde Alexandra vil være fri til at gøre, som hun vil. Hun har allerede taget de første skridt mod sin frigørelse.

Vicedirektør. Prinsesse. Grevinde. Bestyrelsesmedlem. Protektor. Gæsteprofessor.

Grevinde Alexandra af Fredensborg har i løbet af de godt og vel 22 år, hun har boet i Danmark, haft et væld af titler og funktioner.

Og nu tager kvinden, der blev gift og skilt med prins Joachim, hul på et helt nyt kapitel i sit liv.

Det fortæller hun i et sjældent interview i 'Go’ aften Danmark’ lørdag.

I juni skrev grevinden danmarkshistorie, da det kom frem, at hun frasiger sig sin årlige apanage på 2,4 millioner kroner, når hendes yngste søn, prins Felix, fylder 18 år i 2020.

Dengang gættede flere eksperter på, hvad der lå til grund for grevindens valg, men nu giver hun årsagen:

Hun ønsker at være fri til at gøre det, hun har lyst til.

Det var ikke en nem beslutning, men den var nødvendig, hvis det skal kunne ske, lyder det fra grevinde Alexandra.

- Jeg har overvejet det længe, og jeg har vendt og drejet det forfra og bagfra og kigget på det fra mange forskellige sider. Og jeg kommer stadig frem til den samme beslutning, fortæller hun i ’Go’ aften Danmark’.

- Det er det rigtige for mig. Jeg skal videre i mit liv, siger grevinden.

Har udgivet bog om ledelsesetik

Grevinde Alexandra har tidligere udtalt, at hun ønsker at vende tilbage til erhvervslivet, og frasigelsen af sin apanage er næste skridt mod at blive fri til at gøre netop det, forklarer hun.

GREVINDE ALEXANDRA

Alexandra blev gift med prins Joachim den 18. november 1995, og parret har to sønner sammen. Prins Joachim og prinsesse Alexandra blev skilt den 8. april 2005.

Da hun indgik et nyt ægteskab, mistede hun sin prinsessetitel og er ikke længere medlem af kongehuset. Hendes nye officielle titel er Hendes Excellence Alexandra Christina, grevinde af Frederiksborg. 

Den 23. juni 2017 blev det offentliggjort, at Alexandra ville frasige sig sin årlige statsydelse fra juli 2020 i forbindelse med, at hendes yngste søn fylder 18 år. 

Og hun er allerede godt på vej.

I en alder af 53 år har den tidligere prinsesse fået job som gæsteprofessor og skal undervise i forretningsetik og ledelse på Kelley Business School, der er en del af Indiana University i USA.

Derudover har hun for nylig udgivet en bog om netop ledelsesetik.

Alexandra: Jeg har livslang erfaring

Grevinde Alexandra mener selv, at hun har noget at byde på i erhvervslivet.

Den 5. september 2017 udkom bogen 'How Ehtical Leaders Build dynamic Businesses - The Sincerity Edge'. En bog om virksomhedsetik. Forfatterne er professor Timothy L. Fort og grevinde Alexandra.
Den 5. september 2017 udkom bogen 'How Ehtical Leaders Build dynamic Businesses - The Sincerity Edge'. En bog om virksomhedsetik. Forfatterne er professor Timothy L. Fort og grevinde Alexandra. Foto: STANFORD BUSINESS BOOKS

Inden hun blev forlovet med prins Joachim i 1995, arbejdede hun i en årrække som børsmægler, inden hun blev ansat i softwarevirksomheden GT Management i Hongkong, hvor hun endte i en stilling som vicedirektør.

Derudover har hun siddet i bestyrelsen i medicinalvirksomheden Ferrings i et årti og har som prinsesse haft en lang række af protektorater. 

Nogle af protektoraterne lagde hun selv fra sig, da hun giftede sig igen i 2007 og dermed mistede prinsessetitlen. Andre blev hende frataget.

Ifølge Grevinde Alexandra skal hun dog ud og prøve helt nye og forskellige ting i det private.

Det kan hun nu, hvor hun ikke længere modtager penge fra den danske stat, lyder det.

Beslutningen påvirker børnene

Grevinde Alexandra gør det dog med et sug i maven, for med sin frihed mister også hun den millionindtægt, som hun ellers var sikret hele sit liv.

- Det er klart, at den store beslutning, jeg har taget, den påvirker ikke kun mig. Den påvirker også mine børn, siger grevinde Alexandra.

Hun vil alt andet lige komme til at arbejde mere, og sandsynligvis vil grevindens nye liv også medføre en del udlandsrejser. 

Dog vil hun aldrig forlade Danmark, lyder det.

Grevinden har netop købt ny bolig i Charlottenlund nord for København.

- Jeg må sige, at  H.C.Andersen var rigtig klog, da han sagde: ”Ude godt, hjemme bedst”, og mit hjem er her. Det betyder ikke, at jeg ikke skal rejse. Jeg skal ud i den store verden og se, hvad den byder, men jeg gør det helt klart med danske øjne og dansk stolthed, når jeg er derude, siger grevinde Alexandra.

Grevinde Alexandra vil altid høre hjemme i Danmark. Det fortæller hun i Go' aften Danmark. Video: Thomas Jørgen Seerup