Harry og Meghan kan ikke holde hænderne fra hinanden

Hverken dronning Elizabeth eller prins William ville gøre det. Men briterne er vilde med prins Harrys uformelle stil, vurderer kongehusekspert.

Hånd i hånd. Sådan er offentligheden blevet vant til at se Storbritanniens nyforlovede, royale par. 

Lige siden prins Harry og Meghan Markle begyndte at tone frem i offentligheden sammen, har det været med den ene hånd kærligt flettet ind i den andens.

Da prins Harry og Meghan Markle viste sig sammen offentligt første gang i september 2017 var det med kys og kærtegn.
Da prins Harry og Meghan Markle viste sig sammen offentligt første gang i september 2017 var det med kys og kærtegn. Foto: Mark Blinch / Scanpix Denmark

Det var tilfældet, da de viste sig sammen første gang i september 2017 til en tenniskamp for kørestolsbrugere. Det var tilfældet, da de annoncerede deres forlovelse – og det var også tilfældet fredag, hvor parret havde deres første officielle opgaver sammen i Nottingham.

Det vel at mærke som repræsentanter for et britisk kongehus, der er kendt for sine lettere stive og konservative takter.

Prins Harrys uformelle image

Og selvom alle Europas kongelige af og til holder hinanden i hånden ved afslappede begivenheder og i mere private sammenhænge, er det "usædvanligt", at royale par er så kærlige over for hinanden som prins Harry og hans forlovede, lyder det fra historiker, ph.d og kongehusekspert, Lars Hovbakke Sørensen.

Kærligheden var tydelig den 27. november, hvor parret for første gang mødte offentligheden som forlovede.
Kærligheden var tydelig den 27. november, hvor parret for første gang mødte offentligheden som forlovede. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA / Scanpix Denmark

- Men det passer utrolig godt til det billede, folk i forvejen har af Harry. Han er en meget uformel prins i forhold til sin storebror, Prins William, og Kate, som er mere formelle i stilen og som personer, siger han.

Meghan Markle holder godt fast i sin prins under deres første officielle begivenhed sammen.
Meghan Markle holder godt fast i sin prins under deres første officielle begivenhed sammen. Foto: POOL / Scanpix Denmark

Mennesket bag prinsen

Ifølge kongehuseksperten er mange briter vilde med prins Harrys afslappede forhold til sin rolle som prins. Og selvom der har været mange meninger om ham gennem tiden, har han de seneste år vundet folkets hjerter, blandt andet ved at være meget åben om sorgen over tabet af sin mor, prinsesse Diana.

- Man har set meget af mennesket bag den kongelige figur, og det er der mange, der godt kan lide, siger Lars Hovbakke Sørensen.

- Derfor er der rigtigt mange briter, der vil synes, det er fint, at han nu har fået den, han elsker, og at de viser deres kærlighed i offentligheden.

Anderledes ville det være, hvis prins William og hertuginde Kate var lige så fysiske i offentlige sammenhænge, fordi de skal overtage tronen efter Dronning Elizabeth, mener kongehuseksperten. 

Prins William og hertuginde Kate til en officiel begivenhed i juli.
Prins William og hertuginde Kate til en officiel begivenhed i juli. Foto: YVES HERMAN / Scanpix Denmark

De afslappede danskere

Lars Hovbakke Sørensen mener, det er en generel europæisk tendens, at de royale begynder at være mere tilbøjelige til at vise følelser under offentlige opgaver.

Og selvom vi aldrig ville se den britiske dronning Elizabeth holde sin mand, prins Philip i hånden, ved et offentligt arrangement, har vi de senere år set dronning Margrethe og prinsgemalen hånd i hånd flere gange.

- Dronning Elizabeth er fra en anden generation end dronning Margrethe. Hun er jo de her 15 år ældre, så der er nogle generationsforskelle her, mere end der er forskelle mellem landene, vurderer Lars Hovbakke Sørensen.

Dronning Margrethe og prins Henrik hånd i hånd i april.
Dronning Margrethe og prins Henrik hånd i hånd i april. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Han vurderer dog, at Frederik og Mary er det af de danske royale par, der oftest viser følelser i offentligheden – også selvom det er dem, der er de næste i tronfølgerækken.

- Danskerne kan godt lide at kronprinsparret er så afslappede og uformelle, som de er, fordi det passer godt til dansk mentalitet og kultur. Det ville passe knap så godt i Storbritannien.

Her ses Frederik og Mary hånd i hånd på en sommertogt med kongeskibet Dannebrog i 2011.
Her ses Frederik og Mary hånd i hånd på en sommertogt med kongeskibet Dannebrog i 2011. Foto: Henning Bagger / Scanpix