Meghan Markle kunne slet ikke vente med at sige ja, da prins Harry gik på knæ

I et eksklusivt interview med BBC løfter det royale par blandt andet sløret for deres første møde og et frieri, der kom som en stor overraskelse.

Det skete for et par uger siden på en helt almindelig hverdagsaften.

De var i fuld gang med tilberede stegt kylling, da Harry pludselig gik ned på ét knæ og spurgte hende, om hun ville dele resten af sit liv med ham.

- Det var sødt og naturligt. Og meget romantisk, fortæller Meghan Markle, der nok må indse, at frieriet alligevel var mere usædvanligt end som så.

Det er ikke hver dag, at en vaskeægte prins anmoder om din hånd.

Hun er 33-årige prins Harrys kommende hustru, men hvem er hun egentlig? Her er tre ting, du bør vide om Meghan Markle. Video: Anne Brandbjerg

I et eksklusivt interview har engelske BBC fået et indblik i kærlighedshistorien mellem prins Harry og den amerikanske tv-stjerne Meghan Markle. Mandag kunne parret afsløre, at de for tre uger siden blev forlovet under en stilfærdig middag i den 33-årige prins Harrys hjem på Kensington Palace.

Faktisk kunne jeg slet ikke vente, til han var færdig med at tale. Jeg spurgte ham bare, hvornår jeg måtte sige ja

Meghan Markle

- Vi var bare os to, og jeg tror, jeg formåede at overraske dig, siger prins Harry i interviewet og smiler til sin forlovede. 

- Ja, jeg blev meget overrasket, lyder svaret fra Meghan Markle.

Hun fortsætter:

- Faktisk kunne jeg slet ikke vente, til han var færdig med at tale. Jeg spurgte ham bare, hvornår jeg måtte sige ja.

Meghan Markle blev noget overrasket, da prins Harry friede over en stegt kylling på en helt almindelig hverdagsaften.
Meghan Markle blev noget overrasket, da prins Harry friede over en stegt kylling på en helt almindelig hverdagsaften. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS / Scanpix Denmark

Blev forelskede under Afrikas stjernehimmel

At parret har formået at være forlovede i flere uger, uden offentligheden har fået nys om det, er imidlertid ingen overraskelse.

Da de fandt sammen for godt halvandet år siden, gik der også lang tid, før de bekendtgjorde forholdet. Hele fem måneder, faktisk.

Vi var helt alene, og det var altafgørende for mig, så vi virkelig kunne lære hinanden at kende

Prins Harry

- I den periode havde vi masser af tid og ro til at lære hinanden at kende, og der er endnu ikke gået to uger, hvor vi ikke har set hinanden. Det er til trods for, at vi faktisk har været i et langdistanceforhold det meste af tiden. Men vi har fået det til at fungere, fortæller Meghan Markle.

Den 36-årige tv-stjerne er kendt fra den amerikanske tv-serie 'Suits', som bliver filmet i Toronto i Canada. Det har betydet, at parret ofte har rejst på tværs af tidszoner for at se hinanden.

De mødte hinanden gennem en fælles veninde, der i juli 2016 bragte dem sammen i håbet om, at de ville være et match. Herefter gik det hurtigt. I løbet af deres første møde blev de enige om, at de skulle ses igen allerede dagen efter, og så inviterede prinsen Meghan Markle med til Afrika:

- Vi skulle begge i gang med projekter, der ville gøre det svært for os at ses. Så selvom vi kun havde kendt hinanden i et par uger, inviterede jeg hende med til Botswana, hvor jeg skulle være i en måned. Her camperede vi i fem dage under åben stjernehimmel, og det var helt fantastisk. Vi var helt alene, og det var altafgørende for mig. Vi lærte virkelig hinanden godt at kende, siger prins Harry og afslører, at han allerede ved første møde faldt pladask for sin udkårne.

Var ikke forberedt på voldsom medieomtale

Men efter de første måneders romantiske hemmelighedskræmmeri blev forholdet for alvor sat på prøve.

I september 2016 optrådte de offentligt sammen for første gang til en tenniskamp for kørestolsbrugere, og herefter gik der ikke lang tid, før Meghan Markle kom i vælten.

Det skete i en sådan grad, at prins Harry i november 2016 offentligt kritiserede flere landsdækkende medier for at bringe artikler med racistiske og sexistiske undertoner, som var rettet mod hans kæreste.

Det var en stor omvæltning pludselig at komme i medierne på den måde. Vi blev ramt af mange usandheder

Meghan Markle

Ifølge Meghan Markles eget udsagn var det især artikler om hendes etnicitet, der var "hjerteknusende":

- Hvor naivt det end lyder nu, så havde jeg ingen forståelse for, hvordan det ville være, siger hun i interviewet med BBC og peger på, at hun ikke tidligere har været forsidestof for tabloide medier.

Det var under en tenniskamp i september 2016, at parret for første gang blev sat sammen i offentligheden.
Det var under en tenniskamp i september 2016, at parret for første gang blev sat sammen i offentligheden. Foto: VAUGHN RIDLEY / Scanpix Denmark

- Jeg har været med i tv-serien 'Suits' i syv år nu, og derfor tror folk, at jeg er vant til omtalen. Men jeg har faktisk levet et ret tilbagetrukket liv. Så det var en stor omvæltning pludselig at komme i medierne på den måde. Vi blev ramt af mange usandheder, og derfor valgte jeg til sidst slet ikke at læse det.

Prins Harry retter sig mod sin forlovede og supplerer:

- Jeg prøvede at advare dig så meget som muligt, men vi blev begge overraskede over, hvor meget omtale vores forhold fik.

Prinsesse Diana spiller central rolle i forlovelsen

I dag vælger parret at holde medierne ud i strakt arm. Og det er langt fra alt, de deler med offentligheden. Brylluppet mellem de to finder sted i foråret 2018, men de vil endnu ikke løfte sløret for en dato.

Og deres fælles tanker om børn vælger de også at holde for sig selv.

Det er dage som i dag, at jeg virkelig savner hende, og jeg savner muligheden for at dele gode nyheder med hende

Prins Harry

Dog står det klart, at familien er en vigtig del af begge parters liv - og Meghan Markle har da også allerede mødt hele den royale familie.

Der er dog én særlig person, som hun til stor sorg ikke har haft mulighed for at møde: Prins Harrys mor, prinsesse Diana, som døde i en trafikulykke i 1997. Netop derfor har prins Harry sørget for, at prinsessen af Wales kommer til at spille en helt central rolle i ægteskabet.

Han har selv designet forlovelsesringen, og her har han blandt andet brugt to diamanter, som har tilhørt hans mor.

Forlovelsesringen er designet af prins Harry selv, der blandt andet har brugt diamanter fra prinsesse Dianas smykkesamling.
Forlovelsesringen er designet af prins Harry selv, der blandt andet har brugt diamanter fra prinsesse Dianas smykkesamling. Foto: TOBY MELVILLE / Scanpix Denmark

- Hovedstenen er fra Botswana, og de små diamanter på begge sider af ringen er fra min mors smykkesamling. Det er for at sikre, at hun også bliver en del af denne vilde rejse, siger prins Harry.

Til spørgsmålet om, hvad prinsesse Diana ville have tænkt om sin svigerdatter, er prins Harry slet ikke i tvivl. Hun ville have været ovenud begejstret for hende, siger han til BBC.

- Jeg tror, at hun og Meghan ville have været blevet de bedste venner. Det er dage som i dag, at jeg virkelig savner hende, og jeg savner muligheden for at dele gode nyheder med hende. Men jeg er sikker på, at hun er med os.

Med brylluppet bliver Meghan Markle engelsk statsborger og flytter ind på Kensington Palace.