En krigsreporter, en reality-kendis og en skuespiller - her er Europas royale fruer

Med prins Harry og Meghan Markles forlovelse tæller rækken af kongelige i Europa endnu én person med utraditionel forhistorie.

Hun er kendt fra advokatserien 'Suits' og kan ud over en række roller i mindre tv-serier også skrive model, blogger og 'kuffertpige' i underholdningsprogrammet ’Deal Eller No Deal’ på sit cv. 

Og Prins Harrys kommende hustru, skuespilleren Meghan Markle, er ikke den eneste kvinde med atypisk baggrund, der gennem tiden har giftet sig ind i Europas kongehuse. 

Eksempelvis har Sverige en prinsesse, som er tidligere 'Paradise Hotel'-deltager. Spaniens dronning har reporteret fra Irak-krigen, og Norges Mette-Marit vakte opsigt, fordi hun var enlig mor. 

Læs mere om de farverige fruers historier ind i de europæiske kongefamilier i mosaikken nederst i artiklen. 

Ægteskabet stopper karrieren

36-årige Meghan Markle er skuespiller, født og opvokset i Californien og har haft en barndom i tv-kulissen, da hendes far var filmfotograf på den populære komedieserie 'Vore værste år'.

Selv blev hun opdaget som 17-årig og har haft mindre roller i en række tv-serier som 'CSI: Miami' og '90210', den moderne udgave af 1990'er-hitserien 'Beverly Hills'.

Hendes store gennembrud kom dog i tv-serien 'Suits', hvor hun gennem syv sæsoner har spillet den advokatfuldmægtige Rachel Zane.

Derfor satte det naturligvis også gang i spekulationerne om en mulig forlovelse med den britiske prins Harry, da det forleden blev offentliggjort, at Meghan Markle ikke var på rollelisten til seriens ottende sæson. 

Royal kommentator og forfatter Katie Nicholl vurderer i programmet 'Da Harry mødte Meghan', at Markle højst sandsynligt må indstille sig på at stoppe skuespilkarrieren, når hun bliver gift med prins Harry i foråret 2018.

- Det vil næsten være umuligt at forsætte med at spille skuespil, siger hun. 

TV 2 Charlie viser ’Da Harry mødte Meghan’ onsdag klokken 20.55.

Farverige fruer i Europas kongehuse