Nu taler prins Joachim ud om sit og Kronprinsens forhold

Prins Joachim ved, at hans rolle er, at han en dag skal være kongens bror - hverken mere eller mindre, som han selv udtrykker det.

’Kold luft mellem Frederik og Joachim’, ’Splittelse i kongefamilien’ og ’Frederik og Joachim undgår hinanden.’

Det er nogle af de mange overskrifter, der har prydet ugebladene og formiddagsaviserne igennem de senere år. At se kronprins Frederik og prins Joachim sammen ved officielle arrangementer er nemlig blevet et mere og mere sjældent syn, og det har fået rygterne til at galopere derudaf.

Kan bedst beskrives som pseudotvillinger

De to prinser, der er født med kun 13 måneders mellemrum, hang ellers næsten uløseligt sammen i deres barndom og ungdom og gik endda i samme klasse de første år af deres skoletid. 

- Min bror og jeg kan bedst beskrives som pseudotvillinger gennem hele vores opvækst. I alt, hvad der ikke havde skygge af det officielle, der var vi bare brødre, fortæller prins Joachim i programmet ’Den anden prins’, der bliver sendt klokken 20 på TV 2. 

'Den anden prins - Joachim'

  • Dokumentarfilmen 'Den anden prins - Joachim' er lavet af instruktøren Maya Albana. 
  • Den er optaget i det første halvår af 2017. 
  • I dokumentaren fortæller Prinsen blandt andet om sin skilsmisse, salget af Schackenborg, hans rolle i kongefamilien og livet som familiefar. 

Men i løbet af de senere år har mange spekuleret i brødrenes forhold. Det skete blandt andet, da Joachim i bogen ’Frederik – kronprins af Danmark’ fra 2008 fortalte, at han nok havde skuffet sin bror, fordi han ikke havde inddraget og brugt ham mere under sin skilsmisse med Alexandra.

Der er kun et år imellem kronprins Frederik (tv.) og prins Joachim (th.), der ofte fik det samme tøj på. Her ses de med deres far og familiens fir små hundehvalpe.
Der er kun et år imellem kronprins Frederik (tv.) og prins Joachim (th.), der ofte fik det samme tøj på. Her ses de med deres far og familiens fir små hundehvalpe. Foto: Scanpix

Mødes ikke længere på Gråsten Slot

Samtidig begyndte brødrene hver især at udeblive fra arrangementer, hvor familien normalt var samlet, for eksempel ved sommerophold Gråsten Slot. Det var med til at sparke gang i rygterne om, at de to skulle være uvenner.

Det er dog ikke sådan det forholder sig, fortæller prins Joachim.

- Vi griner meget sammen, og vi er brødre på samme slemme måde, som vi også var det i teenageårene. På den måde er det ærgerligt, at der er verserende rygter om, at vi skulle være løbet fra hinanden og decideret være blevet uvenner. Man kan være tæt uden nødvendigvis at være fysisk sammen og uden at kommunikere, siger han.

Når Kronprinsen rykker fremad, går prins Joachim bagud

Den 14. januar 1972 døde brødrenes morfar kong Frederik, og deres mor blev dronning. Det betød, at den dengang tre-årige Frederik fik titlen som kronprins, og fra den dag har prins Joachim og kronprins Frederiks skæbne på mange måder været fastlagt. Deres rangorden og hierarkiet imellem dem har altid stået helt klart for prins Joachim.

- Fra den dag Kronprinsen blev kronprins, der var han dynastisk stillet over mig og ville derfra avancere, og jeg vil meget firkantet sagt kun reversere. For hver gang Kronprinsen får et barn, så tager jeg et trin ned ad stigen, og på den måde er jeg stadigvæk en del af familien, men mere som en backup, forklarer han.

Siden sin barndom og ungdom, hvor prins Joachim var nummer to i arvefølgen, er han ligeså stillet gledet ned ad ”stigen” i takt med, at kronprins Frederik har fået børn. I dag er han nummer seks i arvefølgen, men han kommer til at rykke yderligere nedad, når Kronprinsens børn får børn.

Royale søskende bliver mindre betydningsfulde

Derfor er prins Joachim meget afklaret med sin placering i den danske kongefamilie. 

- Min rolle skal være at være Kronprinsens og en dag Kongens bror - hverken mere eller mindre, siger han.

Søskende til regenter skal generelt indstille sig på mindre opmærksomhed, forklarer kongehusekspert og adjunkt ved University College Sjælland, Lars Hovbakke Sørensen. 

I gamle dage havde de nemlig større betydning, blandt andet fordi de ofte giftede sig ind i nye kongelige familier, som for eksempel dronning Margrethes søster, Anne-Marie, der giftede sig med den græske kong Konstantin. 

- Søskende til kommende regenter og regenter bliver efterhånden mindre betydningsfulde med alderen i takt med, at der kommer nye børn til. Men der er også det aspekt, at kongelige i dag ikke nødvendigvis gifter sig med andre kongelige, og så er interesseren for dem ikke så stor, forklarer han. 

Prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie giftede sig begge ind i en henholdsvis tysk og græsk royal familie. Fra venstre: Prinsesse Benedikte og afdøde prins Richard, samt ekskong Konstantin og eksdronning Anne-Marie.
Prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie giftede sig begge ind i en henholdsvis tysk og græsk royal familie. Fra venstre: Prinsesse Benedikte og afdøde prins Richard, samt ekskong Konstantin og eksdronning Anne-Marie. Foto: Scanpix

I dag har kongehuset da også allerede meddelt danskerne, at prins Christian vil blive den eneste af dronning Margrethes børnebørn, der kommer til at få apanage. Således må hans tre søskende tjene deres egne penge.