Lille pige stjæler popcorn fra prins Harry - hans reaktion tager verden med storm

Videoen af prins Harry, der charmerer en lille pige, er gået verden rundt.

Det lykkedes den britiske prins Harry at charmere alle, da han fik en ny ven under en volleyballkamp mellem Danmark og Storbritannien ved Invictus Games i Toronto.

Uheldigvis for ham kunne det godt virke som om, at hans nye ven, den 2-årige Emily Henson, kun var ude efter én ting - hans popcorn.

Den lille pige, som sad ved siden af prins Harry sammen med sin mor, tog et dristigt skridt, da hun gik efter Prinsens popcorn, mens han var opslugt af en samtale.

Faktisk var Harry så opslugt af sin samtale, at det lykkedes den lille pige at stjæle popcorn fra ham i næsten et minut, inden han opdagede, at han var ved at blive bestjålet.

Charmerende optrin er gået verden rundt

Da han opdagede, hvordan Emily Henson, som er datter af hans ven, den tidligere Invictus-deltager David Henson, havde fingrene lidt for langt fremme, drillede han hende først med at fjerne popcornene fra hende. Bagefter fik hun dog lov at tage for sig, mens prins Harry lavede sjove grimasser og beundrede hendes tøjbamse.

Optrinnet blev filmet på video og er efterfølgende gået verden rundt.

Prins Harry, som er kærester med den amerikanske skuespiller Meghan Markle, har tidligere i år sagt til den britiske avis The Telegraph, at han ville elske at få børn.

Invictus Games er et internationalt idrætsstævne for soldater med fysiske eller psykiske skader.

Danmark tabte i øvrigt kampen mod Storbritannien.