Prins George havde far med på første skoledag

Den engelske prins George er begyndt i skole.

I sidste måned startede tre danske prinser og prinsesser i skole. I dag fulgte den britiske prins George trop på den anden side af Nordsøen.

Den unge prins, som er prins William og hertuginde Kates ældste søn, begynder altså sit skoleår senere end danske prinsesse Josefine, prins Vincent og prinsesse Athena.

Til gengæld tager han skridtet ind i skolegården allerede som fireårig, hvilket dog er helt almindeligt for den engelske grundskole, hvor prinsen skal gå, indtil han som 12-årig starter i den såkaldte secondary school.

Med far i hånden

På den store dag ankom Prins George til sin kommende privatskole, Thomas’s London Day School, med hånden solidt forankret til sin far, prins William.

Prins George måtte undvære sin mor på første skoledag. Men far var med hele vejen.
Prins George måtte undvære sin mor på første skoledag. Men far var med hele vejen. Foto: RICHARD POHLE / Scanpix Denmark

Hertuginde Kate var blevet hjemme med graviditetskvalme på grund af prins Georges kommende lillebror eller -søster.

Det forhindrede dog ikke prins George i, med far i hånden, at hilse på sin indskolingsleder og dernæst inspicere sit kommende klasseværelse.

Her vil prins George blandt sine klassekammerater gå under navnet George Cambridge, oplyser det britiske hof til Daily Mail.

Ballet og venlighed

Skolen ligger i Battersea i det sydvestlige London og dermed også tæt på Kensington Palace, hvor prins George bor sammen med sine forældre og sin - i øjeblikket - eneste søskende, prinsesse Charlotte.

Modsat sin fars og farfars skolegang vil prins George opleve en hverdag med både drenge og piger fordelt på 560 elever på mellem 4 og 13 år.

Den unge prins George hilste sammen med sin far, prins William, på sin indskolingsleder.
Den unge prins George hilste sammen med sin far, prins William, på sin indskolingsleder. Foto: POOL / Scanpix Denmark

Eleverne vil blive undervist i en række emner og aktiviteter, fra ballet og kunst til drama, fransk, musik og idræt, skriver Daily Mail.

Og ligesom skolens andre elever skal prins Charles leve op til stedets vigtigste skoleregel: Be kind - altså ”vær venlig”.