Telefonopkald piner stadigvæk prins William 20 år efter Dianas død

Forældrenes skilsmisse betød, at prins Harry hadede at tale i telefon med sin mor og far. Det fortryder han i dag.

- Hvis jeg havde vidst, hvad der ville ske, havde jeg ikke opført mig sådan. 

Sådan lyder det trist fra den 35-årige prins William. 

I dokumentaren 'Diana - vores mor', som vises torsdag klokken 20 på TV 2, fortæller prins William og prins Harry for første gang sammen om tabet af deres mor, prinsesse Diana. 

Var desperate for at sige farvel

Prinsesse Diana omkom i en bilulykke i Paris den 31. august 1997. På det tidspunkt var begge prinser på ferie med deres far, farmor og farfar på Balmoral Slot i Skotland.

Dagen inden ulykken ringede Diana for at tale med sine sønner, men de var i fuld gang med at lege med deres fætre og kusiner, som også var på slottet, så de brugte ikke lang tid på telefonopkaldet.

Prins Harry og prins William husker deres mor som en rigtig grinebider, der elskede at lave helt almindelige familieting, som at køre i rutchebane og gå på McDonalds med sine sønner.
Prins Harry og prins William husker deres mor som en rigtig grinebider, der elskede at lave helt almindelige familieting, som at køre i rutchebane og gå på McDonalds med sine sønner. Foto: Diana - Vores mor

- Harry og jeg var desperate for at sige farvel og komme videre. Hvis jeg havde vidst, hvad der ville ske, havde jeg ikke opført mig sådan. Det telefonopkald står meget klart i min hukommelse, og jeg kan tydeligt huske, hvad vi talte om, siger prins William og lader intervieweren forstå, at han ikke har tænkt sig at afsløre, hvad de snakkede om.

Gad aldrig tale i telefon med forældrene

Som skilsmissebarn oplevede prins Harry, at meget af forældrekommunikationen foregik over telefonen.

- Som barn gad jeg aldrig tale med mine forældre i telefonen, fordi vi brugte alt for meget tid på at tale med dem i telefonen i stedet for at tale direkte med hinanden på grund af situationen. Vi (Diana og han, red.) talte sammen i fem minutter, siger han.

Som skilsmissebørn syntes prinserne, at de skulle køres meget frem og tilbage i bil, og prins Harry hadede at tale i telefon med sin ene forælder, når han var hjemme hos den anden.
Som skilsmissebørn syntes prinserne, at de skulle køres meget frem og tilbage i bil, og prins Harry hadede at tale i telefon med sin ene forælder, når han var hjemme hos den anden. Foto: Diana - Vores Mor

Mens prins William var 15 år, da Diana døde, var prins Harry kun 12 år, og modsat sin storebror husker han ikke meget fra samtalen.

- Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde, men det, jeg kan huske, er, at jeg har fortrudt resten af mit liv, hvor kort det telefonopkald var. Når jeg tænker på, at det var sidste gang, ville jeg have sagt en masse. Det er virkelig hårdt. Jeg vidste ikke, det var sidste gang, jeg skulle tale med min mor, siger han.

Hvem bar skylden for ulykken?

Prinsesse Diana var på ferie med sin kæreste, mangemillionæren Dodi Al-Fayed. De havde været fulgt tæt af paparazzifotografer på hele deres ferie, og lørdag den 30. august var ingen undtagelse. Her stod massevis af fotografer foran Hotel Ritz, hvor parret spiste aftensmad, og omkring 10-12 stykker fulgte på scooter efter dem, da de forlod hotellet i deres bil lidt over midnat.

Chaufføren i bilen, Henri Paul, valgte pludselig at sætte farten op og mistede herredømmet over bilen i tunellen Pont de l'Alma, hvor den smadrede ind i en betonpille. Tre af bilens fire passagerer omkom, kun Dodi Al-Fayeds bodyguard overlevede. Mange mente, at det var paparazzierne, der havde presset chaufføren til at sætte farten op, men politiefterforskningen viste, at Henri Paul havde kørt cirka 100 kilometer i timen over fartgrænsen og været påvirket af alkohol. Han blev derfor fundet skyldig i manddrab.

Chaufføren Henri Paul (til højre) kørte omkring 150 kilometer i timen, da han ramte den 13. betonpille i Pont de l'Alma i Paris. Han havde desuden en alkoholpromille på 1,75.
Chaufføren Henri Paul (til højre) kørte omkring 150 kilometer i timen, da han ramte den 13. betonpille i Pont de l'Alma i Paris. Han havde desuden en alkoholpromille på 1,75. Foto: Scanpix

"De spyttede og råbte efter min mor"

Paparazzifotograferne blev frikendt. Alligevel mener Dianas sønner, at fotograferne var med til at gøre hendes liv til et helvede, og at de bærer en stor del af skylden for hendes død.

- Folk ville have været aldeles rystet, hvis de vidste, hvad der skete for 20 år siden. Det var en industri (paparazzi-fotograferne, red.), der mistede sin vej, sin ære og sit perspektiv over, hvad der var passende, forklarer prins William i dokumentaren.

- Du er prinsesse af Wales og mor, og jeg mener ikke, at man skal jages af fotografer, som spytter på dig og råber ting efter dig bare for at få dig til at græde. Jeg kan desværre huske, at de gange, min mor græd, var det primært på grund af fotografer, tilføjer han.

Diana var vant til at være omgivet af paparazzifotografer. Ifølge hendes sønner tog interessen til, da hun blev skilt fra prins Charles, og alle ville vide, hvad hun foretog sig. Og ikke mindst hvem hun foretog sig noget med.
Diana var vant til at være omgivet af paparazzifotografer. Ifølge hendes sønner tog interessen til, da hun blev skilt fra prins Charles, og alle ville vide, hvad hun foretog sig. Og ikke mindst hvem hun foretog sig noget med. Foto: Scanpix

Flere af fotograferne tog billeder af Diana, da hun sad fastklemt i bilen. På det tidspunkt var hun stadigvæk i live. Det piner stadigvæk prins Harry, der mener, at ulykken var deres skyld. Det fortæller han i en anden dokumentar, der hedder 'Diana - Seven Days'.

- Hun var stadigvæk i live på bagsædet, og de mennesker, der var skyld i ulykken, tog billeder, mens hun døde, siger han.

Dengang Diana sendte fotomodeller efter sønnike

Dianas to sønner bruger også meget tid på at mindes deres mor for alle de gode oplevelser, de havde med hende. I dokumentaren fortæller de blandt andet seerne, hvordan hun kunne være utrolig uartig og elskede at drille sine drenge.

Hun gav dem tit små pinlige sedler med i skolen, og prins William husker især én episode, hvor hun gjorde ham meget pinligt berørt.

- Hun havde sørget for, at Cindy Crawford, Naomi Campbell og Christy Turlington stod og ventede på mig oppe ved trappen (i deres hjem, Kensington Palace, red.). Jeg var nok 12-13 år og havde plakater af dem på mit værelse. Jeg blev helt rød i hovedet og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg fumlede og faldt nok lidt ned ad trappen på vej ud. Det var et ret sjovt minde, fortæller han grinende.

Du kan se dokumentaren 'Diana - Vores mor' på TV 2 PLAY.