Genert prinsesse Athena gemte sig på første skoledag

Prins Joachim afslørede, at han er begyndt at føle sig lidt gammel. Hans yngste barn, femårige prinsesse Athena, er nemlig begyndt i skole.

I disse uger begynder tusindvis af børn i 0. klasse landet over, og blandt disse er prins Joachim og prinsesse Maries datter, prinsesse Athena.

Ikke glad for billeder

Ud over spænding og nervøsitet på første skoledag skulle Prinsessen også håndtere de cirka 20 inviterede fotografer og journalister, der stod klar til at tage billeder foran hendes hoveddør klokken 8.30. Og det blev alligevel lidt for meget for den fem-årige prinsesse, der blev temmelig genert og ikke var meget for at følge med forældrene ud ad døren. 

- Hun glæder sig rigtig meget til at komme i skole, men hun er ikke så glad for at få taget billeder, forklarede hendes mor, prinsesse Marie, og grinede undskyldende til pressen. 

- I kan tage billeder af hunden, jokede prins Joachim, imens han forgæves forsøgte at få datteren hen foran fotograferne. 

Holder øje med spejlet

Forældrene gjorde tydeligvis en brav indsats for at få prinsesse Athena ud, og hun endte da også med at følge med dem frem til trappen - men så heller ikke længere. 

Det lykkedes at få familien samlet til et foto til sidst
Det lykkedes at få familien samlet til et foto til sidst Foto: Scanpix

Prinsesse Athena er parrets yngste barn, og prins Joachim indrømmer gerne, at det har fået ham til at reflektere lidt. 

- Det sætter tingene meget godt i perspektiv, at den ene lige er begyndt i 3. g (prins Nikolai, red.), og den sidste begynder i 0. klasse. Jeg holder lige øje med spejlet for at se, om der er kommet grå hår, sagde han. 

Prinsesse Athena er født den 24. januar i 2012 og er derfor kun fem år, men ifølge forældrene er hun bestemt parat til skolen. 

- Pædagogerne og vi har vurderet, at hun er helt klar. Hun har glædet sig meget og sagt flere gange, at hun vil i skole, fortalte prinsesse Marie og prins Joachim tilføjede:

- Hun har holdt øje med sin storebror og kender omstændighederne, hun ser frem til at lære sin abc og 2 plus 2’er. 

"Derfor vælger vi romersk-katolsk skole"

Ligesom sin yngste storebror skal prinsesse Athena gå på den romersk-katolsk privatskole Sct. Joseph Søstrenes Skole i Ordrup, tæt på familiens hjem i Klampenborg. Det er en helt særlig grund til at forældrene er begejstrerede for netop den skole. 

- Det er en skole, der giver en masse gode værdier til børnene og et selvværd. De får en respekt og interesse for sine medmennesker. Det er et sted, hvor eleverne lærer at omgås hinanden på tværs af aldre, hjælpe hinanden og drage omsorg for hinandens trivsel, sagde prins Joachim. 

Prinsesse Athena er ikke det eneste danske kongehusmedlem, der begynder i skole i år. Tirsdag skal kronprinsparrets tvillinger, prinsesse Josephine og prins Vincent, starte på Tranegårdskolen i Hellerup.