Royalt klip tager nettet med storm - men det er ikke hvad det ligner

- Så var der bingo på overvågningskameraet i Pusherstreet, skriver folk blandt andet om klippet.

Et klip fra dokumentaren 'Kongeligt Guldbryllup - kærligheden og kaldet', der forleden blev vist på TV 2, deles lige nu igen og igen.

I klippet ser det nemlig ud som om, dronning Margrethe ryger en joint.

Blandt andet deler Instagramfænomenet Anders Hemmingsen en kort videobid med regentparret og skriver: "Elsker vores kongehus". På billedet har han skrevet "Så blev det fredag."

En anden bruger på Instagram har lagt samme videobid op og skriver "Så var der bingo på overvågningskameraet i Pusherstreet".

Den korte videobid kommer fra dokumentaren 'Kongeligt Guldbryllup - kærligheden og kaldet', som følger regentparrets liv og deres kærlighed i forbindelse med, at de lørdag den 10. juni kan fejre guldbryllup.

Her er dronning Margrethe og prins Henrik på besøg i Asien, hvor de ser, hvordan lokale fremstiller almindelig tobak. Herefter ruller landmændene en cigaret til regentparret, som begge smager den lokalt dyrkede afgrøde.

Så selvom det ser ud som om, der er gang i en omgangsjoint, så er det altså langt, langt fra sandheden.

TV 2 har været i kontakt med produktionsselskabet bag dokumentaren, som ikke ønsker at kommentere selve klippet, men som dog bekræfter, at der ikke er tale om euforiserende stoffer.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kongehuset.