Én sætning afskyede Dronningen som barn

Da Margrethes far blev konge, gik det pludselig op for den lille prinsesse, at hun var noget særligt.

Et soveværelse fyldt med bamser. Det er et af Dronning Margrethes allerførste barndomsminder.

Et minde, der sikkert ligner mange andre folks tidligste erindringer, men Margrethe var blot syv år, da det begyndte at gå op for hende, at hun ikke var en helt almindelig dansker. 

Det skete, da hendes farfar kong Christian den 10. døde, og hendes far blev konge. Fra den dag tog danskernes interesse i den lille prinsesse og hendes to søstre, Anne-Marie og Benedikte, pludselig fart.

Det kunne de mærke, når de var rundt i Danmark med forældrene. Her var opmærksomheden massiv, og folk råbte ofte én særlig ting efter de tre prinsesser. Det fortæller Dronningen om i programmet 'Kongeligt guldbryllup - Kærligheden og Kaldet', der sendes på TV 2 i anledningen af hende og prins Henriks guldbryllup.

- Folk sagde, "åhh, se de tre små prinsesser!" Det var det værste, vi vidste, for vi følte os bestemt ikke som tre små yndige piger, selvom vi forsøgte at se pæne ud altid, når vi skulle ud med far og mor, siger hun.

Prinsesserne Anne-Marie, Margrethe og Benedikte poserer for fotografen i 1948.
Prinsesserne Anne-Marie, Margrethe og Benedikte poserer for fotografen i 1948. Foto: Scanpix

Spildte altid på tøjet

Faktisk var det mest Margrethe, der ikke følte sig specielt pæn, hun havde nemlig svært ved at holde tøjet rent.

- Især jeg var ikke meget for at skulle have det pæne tøj på. Jeg var af den slags, der altid spildte på mit tøj, så det var ustandseligt, ”pas nu på ikke at spilde, pas nu på, hvad De spiser”, fortæller hun.

Brød sig ikke om, når folk sagde, hun skulle være dronning

Indtil den 5. juni 1953 var det kong Frederiks bror prins Knud, der var tronfølger og skulle overtage tronen efter sin bror, fordi Frederik 9. ingen sønner havde fået. Det blev dog lavet om ved en grundlovsændring, og som 13-årig blev Margrethe tronfølger.

Det betød endnu mere opmærksomhed og affødte flere kommentarer fra folk, som Dronningen helst havde været foruden, fortæller hun.  

- Jeg brød mig bestemt ikke om, hvis der var nogen i skolen, der sagde, ”du skal være dronning”. Det var også, fordi det understregede, at jeg en dag ville miste min far, siger hun.

Dronning Margrethe og prins Henrik

Den seks år ældre prins Henrik mødte dronning Margrethe i London i 1965.

Parret blev gift den 10. juni 1967. 

Den 26. maj 1968 kom kronprins Frederik til verden.

Prins Joachim kom året efter den 7. juni 1969. 

Den 14. januar 1972 døde kong Frederik. Margrethe og Henrik blev Danmarks nye regentpar. 

Parrets første barnebarn, prins Nikolai, kom til verden den 28. august 1999. Senere fik de prins Felix, prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine, prins Henrik, prinsesse Athena. 

Svært at finde en mand

Allerede som barn blev dronning Margrethe altså meget bevidst om sin særlige status som kommende dronning, omend hun ofte var lidt ubekvem ved den. Hendes unikke skæbne fyldte også meget for hende i ungdomsårene, især da hun skulle til at finde sig en mand.

- Jeg havde godt tænkt, hvordan skulle det nogensinde lykkes for mig at finde nogen, der turde binde an med sådan et apparat, fortæller hun i programmet.

Det lykkedes hende som bekendt at finde en mand, der turde at binde an med hende. Ham forelskede hun sig i i midten af 60'erne, og i 1967 blev de gift. Derfor kan hun og prins Henrik fejre guldbryllup lørdag den 10. juni.

Dronning Margrethe og prins Henrik nåede at fejre guldbryllup. Her er en fortælling om 50 års kærlighed. Video: Rikke Museth Janniche

I programmet 'Kongeligt guldbryllup - Kærligheden og Kaldet' kan du høre regentparret og deres nærmeste venner fortælle om deres 50 års ægteskab. Programmet vises klokken 20 på TV 2.