Margrethe får norsk regentpar til at grine: - I har snuppet denne rekord fra Danmark

Dronning Margrethe fik Europas royale medlemmer til at grine, da hun holdt tale for kong Harald og dronning Sonja, der fejrer 80-års-fødselsdag.

Det Kongelige Slott i Oslo er spækket med royale gæster i anledning af kong Harald og dronnings Sonjas fælles 80-års-fødselsdag.

Royale fra blandt andet Sverige, Danmark, Holland og Belgien var kommet for at deltage i festlighederne, og ved kong Haralds side sad dronning Margrethe.

Som god ven af regentparret havde hun ikke blot fået en ærefuld plads ved siden af den ene af fødselarerne, hun skulle tilmed på talerstolen, hvor hun valgte at holde sin tale på dansk.

Vi er ikke kede af at overlade førstepladsen

Her fik hun flere gange salen til at grine højt, blandt andet da hun fortalte om kongens humor og glimt i øjet. Men det var tydeligt, at hun for alvor ramte plet, da hun kom ind på et ganske særligt emne, der i mange år har haft betydning for danskerne.

- Som regentpar har I været aktivt medvirkende til at forme billedet af et land, der fra krig og krisetider har vokset sig til enestående fremgang og velfærd og til i dag at være verdens mest velstående land - og tilmed landet med verdens lykkeligste folk, sagde dronning Margrethe.

Danmark har ellers længe kunne bryste sig af at være verdens lykkeligste folk, ifølge Sustainable Development Solutions Network (SDSN), der hver år kårer verdens lykkeligste folkefærd. Men for nyligt blev vi altså slået af nordmændene, der nu har titlen, og dronning Margrethes kommentar fik dronning Sonja til at sende et triumferende smil til hende, hvorefter den danske monark fortsatte:

- Lad mig for en ordens skyld sige, at vi i Danmark ikke er kede af at overlade førstepladsen til jer! Hvem hellere end til Norge.

"Far har ingen mobiltelefon"

Dronning Margrethe var naturligvis ikke den eneste person på talerstolen. Efter hende rejste regentparrets to børn, kronprins Haakon og prinsesse Märtha Louise, sig op.

Norske kronprins Haakon fulgte dronning Margrethe til bord til fødselsdagen på Det Kongelige Slott.
Norske kronprins Haakon fulgte dronning Margrethe til bord til fødselsdagen på Det Kongelige Slott. Foto: Scanpix

Her afslørede de blandt andet, at deres mor har fulgt ganske godt med tiden og har styr på både sms'er og apps til trods for sine 80 år, mens at deres far end ikke ejer en mobiltelefon, ligesom danske dronning Margrethe.

Prins Joachim og prinsesse Marie kommer senere

Kong Harald fyldte 80 år den 21. februar, mens dronning Sonja fylder 80 år den 4. juni. Parret har valgt at fejre det med en dobbelt 80-års-fødselsdag, der varer i hele to dage. Festlighederne blev skudt i gang på slottets balkon, hvor mere end 35 royale gæster trådte ud og vinkede til jublende og hujende nordmænd.

Fyrst Albert af Monaco fulgtes med kronprinsesse Mary til den royale gallamiddag
Fyrst Albert af Monaco fulgtes med kronprinsesse Mary til den royale gallamiddag Foto: Scanpix

Foruden dronning Margrethe er kronprins Frederik og kronprinsesse Mary også med til gallamiddagen, og i morgen slutter prins Joachim og prinsesse Marie sig også til festen, der afholdes om aftenen i Operaen i Oslo.