Royal ekspert til Søren Pind: - Det er højst upassende

Søren Pind havde ganske enkelt ikke styr på etiketten, da han ankom til gallataffel på Christiansborg Slot, mener kongehusekspert.

Det vrimlede med festklædte ministre på Christiansborg Slot, da den danske kongefamilie afholdte gallataffel for den belgiske konge og dronning, der besøger Danmark i disse dage. 

Højst upassende, Søren Pind

Mens de kvindelige gæster kom i flotte kjoler, havde herrerne trukket i kjole og hvidt, men landets Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind havde ikke helt styr på den royale etikette. 

Det belgiske regentpar besøger i Danmark

  • Kong Philippe og Dronning Mathilde ankommer til Danmark tirsdag formiddag.
  • Det belgiske regentpar er inviteret til gallataffel på Christiansborgs Slot tirsdag aften, hvor blandt andet dronning Margrethe, kronprinsparret og en række indbudte gæster deltager. Du kan følge gallataflet på TV 2 klokken 20.50.
  • Onsdag formiddag tager kronprinsesse Mary og dronning Mathilde på en række officielle besøg, mens kronprins Frederik og kong Philippe besøger en række andre institutioner sammen. 
  • Kong Philippe og dronning Mathilde afslutter deres besøg i Danmark med en returmiddag på Den Sorte Diamant

- Her har vi Søren Pind, som også er blevet Kommandør af Dannebrog, det er det, der hænger om halsen på ham. Men læg mærke til, at han også har beholdt Ridderkorset. Det er højst upassende, Søren Pind. Man har ikke begge ordenerne på, siger kongehusekspert og navneredaktør på Politiken, Peter Thygesen, da han kommenterer aftenens gallataffel i studiet hos TV 2. 

Ministeren havde altså begge sine ordener på, selvom den ene "oversteg" den anden, og så bør man fjerne den gamle.  

- Først bliver han ridder, så stiger han i graderne, og så skal man selvfølgelig aflevere det oprindelige. Han hamstrer, og det er ikke efter reglerne, Søren Pind, fastslår Peter Thygesen. 

Korset, som Søren Pind har fået, da han blev kommandør af Dannebrog, bar han om halsen. Ridderkorset sad på brystet og burde ifølge kongelig ekspert Peter Thygesen være fjernet.
Korset, som Søren Pind har fået, da han blev kommandør af Dannebrog, bar han om halsen. Ridderkorset sad på brystet og burde ifølge kongelig ekspert Peter Thygesen være fjernet. Foto: Scanpix

Søren Pind blev ridder af Dannebrog og modtog ridderkorset i 2015, men for mindre end en uge siden fik han tildelt kommandørkorset af Dannebrogordenen, som er i 2. klasse af Dannebrogsordenen, hvorimod ridderkorset er i 3. klasse. 

Private venner

Aftenens æresgæster kong Philippe og dronning Mathilde ankom som de sidste til festen og blev modtaget af dronning Margrethe. 

Kong Philippe og dronning Mathilde blev modtaget af dronning Margrethe. Parret har fire børn sammen, som de dog havde ladet blive hjemme i Belgien.
Kong Philippe og dronning Mathilde blev modtaget af dronning Margrethe. Parret har fire børn sammen, som de dog havde ladet blive hjemme i Belgien. Foto: Scanpix

Det belgiske regentpar er i Danmark fra tirsdag til torsdag morgen, hvor de blandt andet besøger Dansk Industri, Cinemateket og Mary Fonden. 

Kong Philippe og dronning Mathilde har været Belgiens regentpar siden 2013, da kong Philippes far kong Albert abdicerede. De er desuden private venner med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary. Især Philippe og Frederik har mange ligheder: De er begge uddannet indenfor militæret og i statskundskab, og så er de begge interesseret i erhvervslivet. 

10 ting du bør vide om det belgiske regentpar

Skandaleramt konge abdicerede

Det belgiske kongehus har i dag to konger og dronninger. Kong Albert og dronning Paola (th) og det nye regentpar kong Philippe og dronning Mathilde (tv) Foto: Scanpix
Philippe blev konge, da hans far kong Albert II i juli 2013 meddelte, at han ville abdicere på grund af alderdom og dårligt helbred, men mange mente, at det også skyldtes en meget belastende faderskabssag. Den belgiske kunstner Delphine Boël har nemlig i flere år forsøgt at hive kongen i retten for at få taget en DNA-test, da både hun og hendes familie hævder, at hun er datter af kongen. Sagen kører stadigvæk, og selvom kong Albert nægter at være hendes far, har han, da skandalen var på sit højeste, forklaret, at han og hustruen Paola havde en ægteskabelig krise i netop den periode, hvor Delphine Boël blev født. 

Philippe har mange ligheder med kronprins Frederik

Kong Philippe og kronprins Frederik har både uddannelse, antallet af børn og deres skæbne som konger tilfælles. Foto: Scanpix
Ud over at være kongelige og fædre til fire har kong Philippe og kronprins Frederik også flere dele af deres uddannelse til fælles. Kong Philippe er nemlig uddannet i det belgiske militær og jagerpilot, derudover har han, ligesom kronprins Frederik, læst statskundskab, som han har en mastergrad i.  

De betaler skat

I 2013 blev det vedtaget, at medlemmer af det belgiske kongehus skulle betale skat af deres apanage. Dette gør man også i for eksempel Sverige og Storbritannien. 

Hemmeligt forhold i tre år

Prins Philippe fik sin Mathilde den 4. december 1999. Foto: Scanpix
Da prins Philippe endnu ikke havde fundet sig en kæreste i starten af 1990'erne, begyndte det belgiske folk at spekulere på, om han skulle være evig ungkarl. Men som 39-årig introducerede han pludselig sit land for sin forlovede, den adelige Mathilde d'Udekem d'Acoz. Parret havde mødt hinanden på tennisbanen allerede tre år før, men formåede at holde deres forhold hemmeligt. 

Ungt kongehus

Kong Philippe er Belgiens syvende konge. Landet fik nemlig først et selvstændigt kongedømme i 1831. 

Tredje yngste regent

56-årige kong Philippe er den den tredje yngste regent i Europa. Den yngste regent er den 47-årige spanske kong Felipe, der også blev konge i forbindelse med, at hans far abdicerede. 

Datter overtager tronen

(fra højre) Prinsesse Elisabeth, prins Emmanuel, prinsesse Eléonore og prins Gabriel. Foto: Scanpix
15-årige prinsesse Elisabeth kommer til at være den første belgiske kvinde, der arver tronen efter sin far. Hun er regentparrets ældste barn og storesøster til Gabriel, Emmanuel og Eléonore. 

Ikke alle er lige begejstrede for Philippe

Kong Philippe overtog tronen til et Belgien, der i mange år har været sprogligt opdelt. Belgien er delt i det flamsksprogede Flandern, det fransksprogede Vallonien og den tosprogede hovedstad Bruxelles. Men det er ikke kun sproget, belgierne ikke kan enes om. En undersøgelse fra 2013 viste, at 66 procent af de fransktalende belgiere havde stor tiltro til deres kommende konge, mens kun 49 procent af de flamsktalende havde det på samme måde.

Fadder til prinsesse Isabella

Prinsesse Isabella har seks faddere dronning Mathilde og prinsesse Alexia var dog de eneste royale faddere Foto: Scanpix
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er private venner med det belgiske regentpar, og det er sandsynligvis grunden til, at dronning Mathilde er blandt prinsesse Isabellas seks faddere.

De taler fransk

Den belgiske kongefamilies førstesprog er fransk, men når de optræder offentligt i Belgien, taler de på det sprog, der bruges i den region, de besøger.