Kronprinsesse Mary fylder 45

Kronprinsesse Mary fylder 45 år i dag. Hun fejrer fødselsdagen privat med sin nærmeste familie.

Når kronprinsessen søndag vågner op til fødselsdagssang, gaver og kram fra familien er det efter en lang arbejdsuge.

Mandag deltog hun i åbningen af Copenhagen Fashion Week og overrakte Designers’ Nest Award. Onsdag deltog hun som protektor for Mødrehjælpen i konferencen ”Voldens børn”, og senere overrakte hun Dansk Svømme Award 2017. Lørdag var det World Cancer Day og lørdag aften overrakte hun Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2017.

Symbolsk uge

Ugens opgaver er et symbol på de ting, den danske kronprinsesse er dybt engageret i. Hun går op i mode, og hendes elegante og tidsløse stil har gjort hende til et modeikon verden over. Hun er flere gange blevet kåret til verdens mest stilfulde prinsesse af britiske HELLO! Kronprinsesse Marys fornemmelse for mode har endda gjort, at hun er blevet udnævnt til protektor for Designers Nest Show & Award. Og det var altså den pris, hun uddelte mandag.

Kvinderne og børnenes beskytter

I 2007 blev Kronprinsesse Mary protektor for Mødrehjælpen, og dermed fik unge gravide og enlige mødre en ny beskytter. Lige siden har kronprinsessen arbejdet for kvinders rettigheder, men også børnene får hendes opmærksomhed – blandt andet gennem Mary Fonden og Børn, Unge og Sorg.

Da hun trådte ind som protektor for Mødrehjælpen var det med denne ambition:

- Som mor ved jeg, hvor meget det betyder, at man kan give sine børn kærlighed og trygge rammer. Jeg håber, at jeg kan bidrage til, at mødre og familier får støtte til at give deres børn den bedst mulige start i livet.

Siden er hun gået så dybt ind i arbejdet, at hun til tider bliver sammenlignet med prinsesse Diana.