Kronprinsen inden koncert i ny kæmpearena: Er stolt af Lars Ulrich

Kronprins Frederik er fredag aften med til åbningen af Royal Arena, hvor Metallica giver koncert.

En Royal Arena bør også have royalt besøg - og kronprins Frederik dukkede derfor passende op til åbningen af Københavns nye multiarena.

Her vil det verdenskendte rockband Metallica indvie koncerthallen med fire udsolgte shows, og flere end 60.000 gæster har i alt købt koncertbilletter.

Inden åbningsshowet fredag aften afslørede kronprinsen, der i 2012 var til Metallica-koncert i Horsens, at han især er begejstret for bandets danske islæt, trommeslager Lars Ulrich. 

- Man er jo stolt af, at der er en dansker, der sidder bag trommerne. Og det band har også leveret og leverer stadigvæk. Det er fantastisk underholdning, sagde han til TV 2. 

Hvad er Deres forhold til det band?

- Godt, rigtig godt. Specielt til Lars.  

- Vi kender hinanden

Også Lars Ulrich er bekendt med det royale besøg, og han håber, at de to får mulighed for at hilse på hinanden. 

Vi kender hinanden og har det hyggeligt, når vi ses

Lars Ulrich, trommeslager i Metallica

- Jeg har mødt Frederik mange gange. Vi kender hinanden og har det hyggeligt, når vi ses. Han så os også i Horsens for et par år siden og er altid super sød, cool og uformel. Han kommer med nogle venner, jeg også kender, så jeg håber, at jeg får hilst på ham, sagde Lars Ulrich til Ekstra Bladet torsdag.

Kronprins Frederik var før koncerten dog i tvivl om, hvorvidt det kunne lade sig gøre.

- Jeg ved det ikke endnu. Han er en travl mand, han skal fokusere, lød det.

OPDATERING: Som det fremgår af nedenstående billede, så lykkedes det de to herrer at møde hinanden inden koncerten.

16x9
Kronprinsen mødte trommeslager Lars Ulrich inden Metallica-koncerten i Royal Arena fredag aften. Foto: Morten Rygaard / Pressefoto

Plads til 16.000 gæster

Den nye multiarena, der ligger i Ørestad, har plads til 16.000 gæster. Byggeriet startede i august 2013, og Royal Arena har kostet cirka 1,4 milliarder kroner at bygge.

- Jeg tænker, det er godt for hele landet. For musik, kunst og kultur. Specielt i København, men også i Danmark, sagde kronprinsen, der også deltog i en indvielse af arenaen i sidste uge.  

Torsdag dukkede Metallicas trommeslager, Lars Ulrich, op til ZULU Awards: