Stort engelsk medie bringer usand historie om Frederik og Mary: - Det passer ikke

16x9
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary. Foto: TV 2

Det britiske medie Daily Mail har ifølge kongehuset fået noget galt i halsen, da de valgte at skrive en historie om kronprinsessens fødselsdagsgave.

Ifølge Daily Mail skulle Kronprins Frederik således have købt en privat ø til kronprinsesse Mary i 45 års fødselsdagsgave. Prisen for øen skulle være på 10 millioner dollars - cirka 69 millioner danske kroner.

Daily Mail, der er et af verdens største online-medier, citerer i historien det australske magasin New Idea. Men historien er en and og har intet på sig, oplyser kongehuset.

- Det passer ikke. Det kan vi klart afkræfte, oplyser Kongehusets pressetjeneste til TV 2.

Øen skulle ligge ud for Tasmaniens kyst og kronprinsen skulle ifølge Daily Mail angiveligt have haft fantasi til at navngive øen 'Isle May'.

Der skulle være tale om en ø med smukke uberørte strande og laguner og hvor det endda er muligt at se pingviner.

'Maria Island' er en af de mange øer ud for Tasmaniens kyst. Daily Mail har ingen billeder af den såkaldte 'Isle Mary'.

Maria Island. En ø ud for den Tasmaniens kyst.
Maria Island. En ø ud for den Tasmaniens kyst. Foto: Google Maps

Det britiske medie oplyser, at en kilde fra Kongehuset skulle have sagt følgende:

- Mary bor på den anden side af jorden, men hun taler om Australien og Tasmanien hele tiden. Hun er stolt af sine rødder.

Kilden skulle, ifølge Daily Mail, oplyse, at der stadig var en del papirarbejde at færdigggøre og at parret med stor sandsynlighed først vil besøge øen i slutningen af 2017.

Øer ud for Tasmaniens kyst.
Øer ud for Tasmaniens kyst. Foto: Google Maps