Til bal hos Dronningen: Scorede dansemakker i toiletkøen

Sangerinden Birthe Kjær afslører, at hun måtte shanghaje sin lancier-partner i toiletkøen, da hun var til kulturbal hos Dronningen i år.

Da Birthe Kjær fik invitationen til dronning Margrethes kulturbal i marts i år, var hun fast besluttet på, at hun denne gang ville danse lancier. 

Det var tredje gang den folkekære sangerinde blev inviteret til kulturbal, og først i år turde hun give sig i kast med den traditionelle og lidt avancerede lancierdans. 

Derfor havde hun øvet og øvet med kollegaen Preben Kristensen aftenen forinden, det fortæller hun i programmet 'De kongelige øjeblikke 2016', der sendes på TV 2 kl. 20. 

Startede som et chok

Men da den store dag, kom gik det ikke helt som planlagt: 

- Det startede med et chok, fordi jeg havde øvet mig sammen med Preben Kristensen som makker, og samme dag lægger han sig syg. Og jeg havde tænkt, at denne her gang skulle det lykkedes (med dansen, red.). 

Heldigvis er den 68-årige sangerinde ikke sådan lige til at slå ud, og hun var fast besluttet på at skulle danse lancier. 

- Jeg stillede mig lige om i toiletkøen, allerede inden vi skulle ind og hilse på dronningen. Og så spurgte jeg ham, der stod foran mig, om han skulle danse lancier. Så sagde han, at det skulle han desværre ikke, han ville ellers så gerne. Og så sagde jeg: ”Det skal du nu!”.fortæller hun i 'De kongelige øjeblikke 2016'.

Uffe Buchards kæreste

Det viste sig, at manden hun havde spurgt, var designeren Uffe Buchards kæreste, Jens Løkke og aftenens dans gik ifølge Birthe Kjær rigtig fint. 

Det var dog ikke alle, der var helt så modige som Birthe Kjær. Morten Ankerdahl, der er vært på 'De kongelige øjeblikke' var nemlig selv inviteret med til kulturballet, men han turde alligevel ikke forsøge sig med lancier.

- Jeg havde lært de første sekvenser, men jeg turde simpelthen ikke kaste mig ud i det. Jeg var rigtig ked af, jeg ikke havde lært den til ende. Men der var sådan en festlig stemning under dansen, som fandt sted i Riddersalen, og alle tog den med højt humør. Næste gang, jeg skal holde fest derhjemme, skal der helt sikkert danses lancier, sagde han efterfølgende til TV 2. 

De kan se 'De kongelige øjblikke 2016' på TV 2 kl. 20.