Efter rygter om uvenskab: Nu udtaler prins William sig om Harry

16x9
Prins William og prins Harry Foto: Scanpix

Der har floreret rygter om, at prins William skulle være utilfreds med sin brors offentlige kritik af medierne. Det maner han nu til jorden.

Den 8. november udsendte det britiske kongehus en noget atypisk pressemeddelse på vegne af prins Harry, hvor prinsen harcelerede over mediernes behandling af hans nye kæreste, skuespillerinden Meghan Markle. 

"Hans kæreste, Meghan Markle, har været offer for en bølge af misbrug og chikane. Prins Harry er bekymret for frøken Markles sikkerhed og er dybt skuffet over, at han ikke har kunnet beskytte hende. Det er ikke i orden, at frøken Markle skal være udsat for en sådan storm få måneder inde i forholdet", stod der blandt andet i pressemeddelelsen.

Prins Harry, Meghan Markle
Prins Harry, Meghan Markle Foto: FREDERIC J. BROWN, JUSTIN TALLIS / Scanpix Denmark

Siden da har anonyme kilder udtalt til diverse britiske medier, at prins William skulle være både skuffet og vred over den usædvanlige pressemeddelelse, hvor prins Harry helt åbent kritiserer pressen. 

Forstår fuldstændig sin bror

Men selvom kongehuset sjældent reagerer på rygter, har prins William åbenbart følt, at det var nødvendigt at udtale sig om netop dette. 

"Hertugen af Cambridge forstår fuldstændig den situation vedrørende privatliv og støtter prins Harrys behov for at beskytte dem, der er tættest på ham", står der i pressemeddelelsen.

Prins Harry har blandt andet forklaret, at pressen har forsøgt at tiltvinge sig adgang til Meghan Markles bolig, at de forfølger hendes mor og tilbyder Markles ekskærester svimlende summer for at videregive oplysninger om hende. 

I prins Harrys pressemeddelelse bad han pressen om at trække sig tilbage og stoppe med at chikanere Meghan Markle. 

Det britiske kongehus sammenstød med medierne

Når han modtager ubetinget støtte fra prins William, kan det blandt andet skyldes, at han kender alt til lillebrorens situation. I 2003 begyndte prins William at date sin nuværende hustru Catherine "Kate" Middleton, og hun har siden været skarpt forfuldt af pressen, der blandt andet tog paparrazibilleder af hende, hvor hun var topløs. 

Det britiske kongehus har generelt et meget anstrengt forhold til især de tabloide medier, der ofte går meget langt i forsøget på at få en god historie. 

I 1997 mistede prins William og prins Harry deres mor prinsesse Diana, der døde i en bilulykke med en række paparazzifotografer i hælene, og i 2014 måtte prins William og hertuginde Kate bede specifikke fotografer stoppe med at chikanere deres søn prins George. 

Det britiske kongehus' sammenstød med medierne

Tampon-gate

Charles, Camilla Foto: POOL / Scanpix Denmark
I 1992 skaffede medierne sig adgang til telefonsamtaler imellem prins Charles og Camilla Parker Bowles, som Charles på daværende tidspunkt havde en affære med, selvom han var gift med prinsesse Diana. 
Her kunne man blandt andet høre prins Charles sige, at han ville ønske, han kunne bo i Camillas trusser, måske som en tampon. Affæren blev derfra døbt "tampon-gate"

Dianas død

Diana Foto: Scanpix
I august 1997 omkom prinsesse Diana i en bilulykke i Paris. Forud for ulykken var hun og hendes kæreste, Dodi Alfayed, blevet forfulgt af en række biler med paparazzifotografer, der var vilde for at få et billede af prinsessen og hendes nye kæreste. 
Pressen fik ikke officielt skylden for ulykken, men en stor del af befolkningen mente indirekte, at tabloidmedierne bar skylden. 

Topløs Kate

Closer Magazine France Foto: Scanpix
I 2012 udgav den franske avis 'Closer Magazine France' paparazzifotos af en topløs hertuginde Kate. 
Det britiske kongehus reagerede øjeblikkeligt ved at hive avisen og de pågældende journalister i retten over udgivelsen af billederne, som de kaldte "grotesk og uberettiget". Retssagen kører stadig.

Telefonfis ledte til selvmord

Kate, William Foto: POOL / Scanpix Denmark
I 2012 blev hertuginde Kate indlagt med voldsom kvalme, da hun ventede sit første barn, prins George. 
Medierne var vilde for at få information om graviditeten, og derfor fandt radioværterne Michael Christian og Mel Greig fra den australske radiostationen 2Day FM på at ringe til hospitalet og udgive sig for at være dronning Elizabeth. 
Men sygeplejersken Jacintha Saldanha hoppede på joken, og det endte med, at hospitalet videregav en række oplysninger om Kates tilstand. Kort tid efter begik Jacintha selvmord, sandsynligvis som følge af den massive kritik over sikkerhedsbruddet på hospitalet. 
Både Kate og William beklagede situationen. 

Chikane af to-årige prins George

Prins George Foto: MATT PORTEOUS / Scanpix Denmark
I 2014 udsendte prins William og hertuginde Kate en pressemeddelse, hvor de bad to paparazzifotografer stoppe med at forfølge deres to år gamle søn, prins George. 
Fotograferne fulgte angiveligt alle prinsens rutiner, og forældrene synes, det var ekstremt ubehageligt, at to voksne mænd konstant holdt øje med deres søn. 

Harrys kæreste forfulgt

Prins Harry, Meghan Markle Foto: FREDERIC J. BROWN, JUSTIN TALLIS / Scanpix Denmark
I 2016 udsendte prins Harry en bemærkelsesværdig pressemeddelelse, hvor han bad pressen stoppe med at chikanere hans kæreste, Meghan Markle. 
"Han ved, at kommentatorer vil sige, at det er prisen, han må betale, og en del af spillet. Han er meget uenig. Det er ikke et spil, det er hendes liv og hans", stod der til sidst i den meget lange meddelelse.