Royalt kobberbryllup: Genoplev Frederik og Marys mest romantiske øjeblikke

Mandag kan Frederik og Mary fejre kobberbryllup, og TV 2 har lavet en liste over nogle af deres mest romantiske øjeblikke, stem på din favorit.

Det er 12,5 år siden, at australske Mary Donaldson gav sit "ja" til kronprins Frederik i Vor Frue Kirke. Danskerne havde dog fulgt hende, kronprinsen og deres kærlighed tæt allerede siden 2001, hvor de første billeder af Frederiks store kærlighed begyndte at dukke op. 

I anledning af kronprinsparrets kobberbryllup har vi samlet en række af de mest romantiske øjeblikke i deres liv, som offentligheden har fået lov at være en del af. Du kan se dem i klippet ovenfor og stemme på din favorit nederst i artiklen.  

Det første kys

Kronprins Frederik var 33 år, da han mødte Mary Donaldson på cafeen 'Slip Inn' i Sydney i 2000. Omkring et år senere fik pressen færten af parret, men det var først i 2003, at journalister og fotografer fangede det første officielle kys i Marys hjemby Hobart i Tasmanien. Ifølge Billed Bladets hofreporter Trine Larsen, der har fulgt parret i mange år, mødte især kronprins Frederik Mary på et rigtig godt tidspunkt i sit liv. 

- Kronprinsen havde lavet nogle ting for sig selv, der gjorde, han var blevet mere rustet til den opgave, der lå foran ham. Han havde været flere år i militæret, og i år 2000 havde han netop gennemført sin vilde ekspedition med Sirius-patruljen på Grønland, fortæller hun.

Forlovelsen og de første ord fra Mary

Kort tid efter blev parrets forlovelse annonceret, (i september 2003) og her fik danskerne for første lang lov til at høre Mary Donaldson tale på både dansk og engelsk og se endnu et kys på balkonen på Amalienborg.

Blå bog for kronprinsesse Mary

  • Født den 5. februar 1972 i Tasmanien, Australien. 
  • Yngste datter af John Donalson og Henrietta Clark Horne.
  • Har to storesøstre og en storebror.
  • Har en bachelor i handel og jura.
  • Har arbejdet for forskellige reklamebureaer i Australien og arbejdede en kort overgang for Microsoft i Danmark. 
  • Gift med kronprins Frederik den 14. maj 2004, som hun i dag har fire børn med. 
  • Protektor for blandt andet Hjerteforeningen og Børnehjælpsdagen. Derudover er hun formand for 'Mary Fonden', der har til formål at forebygge og afhjælpe social isolation.

- I dag er en meget spændende dag, så jeg er sikker på, at I kan forstå, at jeg er en lille smule nervøs, sagde Mary Donaldson til pressemødet. Den nervøsitet, hun fortalte om, kunne Trine Larsen mærke det første stykke tid. 

- Jeg kan tydeligt huske til ballet, inden brylluppet, hvor hun kom ind med sine store dådyrøjne og så både overvældet, rædselsslagen og nervøs ud, og man tænkte, "Gud nej, om lidt besvimer hun". Men hvem ville ikke være nervøs i hendes situation, ud over at være kommet til et fremmed land, var hun også kommet til en et traditionsrigt kongehus med nogle helt andre spilleregler, end hun kendte til, forklarer hun. 

Vielse og våde øjne

Den 14 maj 2004 holdt alle danskere, der fulgte med i tv'et og på gaden vejret sammen med kronprins Frederik, da han ventede på, at Mary skulle komme op ad kirkegulvet, da de skulle vies i Vor Frue Kirke. Og mon ikke der også var en del danskere, der ligesom kronprins Frederik fældede en lille tårer eller to, da kirkeklokkerne begyndte at bimle. 

Kysset, der udløste jubelbrøl

Det største jubelbrøl fra danskerne den 14. maj 2004 kom, da kronprinsparret langt om længe kyssede hinanden på balkon foran hundredevis af fremmødte tilskuere og flere millioner seere verden over. 

Der kom en, to, tre og fire

Herefter fulgte en lang række højdepunkter i kronprins Frederik og kronprinsesse Marys liv. Den 5. oktober 2005 kom deres første barn og Danmarks kommende konge, prins Christian til verden. Og det var en stolt og tydeligt berørt far, der med fagter viste, hvor stor han var. Cirka halvanden år senere kom prinsesse Isabella til verden, og i januar 2011 blev parret forældre til hele to børn. Tvillingerne Vincent og Josephine. 

Børnene er i dag 11, ni og fem år og har fået en meget kærlig og på flere måde anderledes opvækst end kronprins Frederik, fortæller Billed-Bladets hofreporter: 

- De er jo opdraget meget anderledes end kronprinsen og har været tættere på deres forældre, end han selv var. Når jeg møder børnene til officielle arrangementer, kan man tydelig mærke, at de er godt opdraget. De er høflige, men opfører sig samtidig fuldstændig som alle andre harmoniske børn og er ikke kuet af situationen. Det tror jeg skyldes, at de har fået meget kærlighed, og dermed tør være sig selv, siger Trine Larsen 

Sjælden dans

Siden brudevalsen har danskerne ikke set parret danse sammen i offentligheden, men for ganske nylig fangede pressen dem endelig i en sjælden stund, da de åbnede 'The Grand Ball' i Washington med en dans sammen. 

- De har været en stor støtte for hinanden igennem tiden og virker stadigvæk vildt forelskede. De tager tit hinanden i hånden og rører hinanden, og de er også tydeligt stolte af hinanden, især Frederik er meget, meget stolt af sin hustru, lyder det fra Trine Larsen. 

Hvilket øjeblik, synes du, har været det mest romantiske, i kronprinsparrets liv?

Afstemning