Rumænsk dronning med dansk islæt er død

16x9
Dronning Anne efterlader sig sin mand kong Michael og deres fem døtre. Foto: Scanpix / Scanpix

Dronning Anne er død på et schweizisk hospital. Hun blev 92 år.

Det rumænske kongehus melder i en pressemeddelelse ifølge Reuters, at dronning Anne er død på et schweizisk hospital omringet af sin familie.

Dronning Anne og hendes mand - tidligere konge af Rumænien - Michael har siden 2004 boet i Schweiz og har derfor kun besøgt Rumænien på rejser og til officielle pligter.

Hun efterlader sig kong Michael, som hun har været gift med i 68 år, og deres fem døtre Margarita, Elena, Irina, Sophie og Marie.

Kong Michael er 94 år og har trukket sig fra det offentlige liv på grund af sygdom. Han har blandt andet undergået operationer i forbindelse med leukæmi.

Oldebarn af 'Europas Svigerfar'

Han er fætter til dronning Elizabeth og efterkommer af Tysklands gamle Hohenzollern-dynasti. I 1947 blev han tvunget til at abdicere på grund af kommunistisk overtagelse af Rumænien. Han boede derfor i eksil i Vesten i årtier, inden han vendte tilbage til Rumænien i 1992.

Dronning Anne blev født i Paris og hører til Bourbon-Parma-familien på grund af sin far prins René af Bourbon-Parma, men hun havde en dansk mor, nemlig prinsesse Margarethe af Danmark.

Dronning Anne var altså oldebarn af danske Kong Christian IX, som var kendt under navnet 'Europas Svigerfar', fordi hans seks børn giftede sig ind i flere europæiske kongehuse.

Her ses Kong Christian IX sammen med sin kone dronning Louise, som også var hans halvkusine.
Her ses Kong Christian IX sammen med sin kone dronning Louise, som også var hans halvkusine. Foto: Scanpix / Scanpix

Hun tilbragte gerne sine ferier i Danmark, hvor hun boede på Bernstorffs slottet i København, som kong Christians yngste søn, prins Valdemar, havde overtaget.

På trods af at hun uden tvivl har blåt blod i årene og blev dronning, så levede hun ikke et liv, som vi med den danske kongefamilie in mente ville forestille os.

Her ses Bernstoffs Slot.
Her ses Bernstoffs Slot. Foto: Scanpix / Scanpix

Regeringen nægtede bryllup

Dronning Anne mødte første gang kong Michael ved dronning Elizabeth og prins Philip af Grækenlands bryllup i 1947. Mødet var arrangeret. En af dronning Annes brødre inviterede Michael i biografen, hvorefter de tog hjem til familien, så dronning Anne og ham kunne mødes. Og selv om møderne var arrangerede, så faldt de for hinanden.

Men kong Michael kunne ikke gifte sig uden samtykke fra det romænske parlament, og derfor var han nødt til at vende tilbage til hovedstaden Bucharest samme år.

Her ventede den kommunistiske leder Petry Groza ham, men med en lidt anden besked, end hvad kong Michael havde regnet med.

Han blev nemlig bedt om at abdicere, og derfor flygtede kong Michael til Schweiz, hvor han levede i eksil.

Her ses dronning Anne og kong Michael.
Her ses dronning Anne og kong Michael. Foto: Scanpix / Scanpix

Mere husmor end dronning

Efter meget ballade blev kong Michael og dronning Anne dog gift i Athen. Men dette betød samtidig, at hun blev dronning for et land, hvis sprog hun aldrig havde lært og hvis jord, hun aldrig havde betrådt.

I stedet levede hun som husmor i Schweiz, hvor hun blandt andet købte ind og hentede sine døtre, da de gik i skole.

Først da hun var næsten 70 år gammel, fik hun lejlighed til at besøge Rumænien.

Hun besøgte landet med kong Michael, men i årene efter måtte hun rejse til Rumænien uden hans selskab. Regeringen nægtede ham nemlig adgang til landet. Senere blev indrejseforbuddet dog nedlagt, og familien fik flere ejendomme i landet, blandt andet Săvârşin Castle og Peleş Castle.

Og i 2008 kunne parret fejre diamantbryllup i Rumænien, hvor også repræsentanter fra den rumænske regering var til stede.

Dronning Annes begravelse vil finde sted i den centrale rumænske by Curtea de Arges.

Kilder: The Telegraph, Royal Central, Bernstorffs Slots hjemmeside og Reuters.