Færdig som prinsgemal: Kongehuset bekræfter ny titel til prinsen

Dronningens ægtefælle er nu gået fra prinsgemal til prins. Kongehuset bekræfter.

Prinsgemal eller prins?

Dronning Margrethes ægtefælle Henrik er siden 2005 blevet tituleret som prinsgemal, hvilket er betegnelsen for den regerende dronnings ægtefælle. Men nu er prins Henriks titel igen gået fra prinsgemal til prins, som er et ikke-regerende mandligt medlem af kongehuset. Det bekræfter Kongehuset overfor TV 2.

Ændringen er sket for nylig, da Kongehusets hjemmeside så sent som 1. april titulerede prinsen som H.K.H Prinsgemalen. Via 'waybackmachine.com' har TV 2 fundet frem til, hvordan hjemmesiden så ud for blot 14 dage siden. Se billedet af hjemmesiden før ændringen nedenunder.

Sådan var prins Henrik tituleret så sent som d. 1. april.
Sådan var prins Henrik tituleret så sent som d. 1. april. Foto: kongehuset.dk / kongehuset.dk

Men går du ind på Kongehusets hjemmeside i dag og ser, hvordan han tituleres, ser det anderledes ud. Her bliver han nemlig tituleret H.K.H Prins Henrik. Se billedet nedenunder. 

– H.K.H. Prins Henrik har efter eget ønsket - i forlængelse af sin pension - ændret sin titel til det mindre formelle prins Henrik. H.K.H. synes, at titlen passer bedre til hans nuværende situation som pensionist, siger Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby til TV 2.

I dag ser prins Henriks officielle hjemmeside på kongehuset.dk sådan her ud.
I dag ser prins Henriks officielle hjemmeside på kongehuset.dk sådan her ud. Foto: kongehuset.dk / kongehuset.dk

Og ændringen er allerede blevet taget i brug af Kongehuset. Da der blev afholdt stor gallataffel på Fredensborg Slot onsdag aften i anledningen af statsbesøget fra Mexico, blev den nu tidligere prinsgemal tituleret 'Hans Kongelige Højhed Prins Henrik' på gæstelisten

TV 2 arbejder på at få et uddybende svar fra Kongehuset på, hvilken betydning ændringen vil få fremover.

Har altid villet være konge

Forfatter og kongehusekspert Trine Villemann skriver på sin Facebook-profil, at hun har været i kontakt med folk, der har sin daglige gang i kongehuset. Og ifølge de kilder er det den nu tidligere prinsgemal selv, der ikke længere vil tituleres som sådan. Angiveligt fordi han nu har erkendt, at han aldrig kan blive konge.

- Jeg kan kun sige det, som står i min opdatering.  Jeg videregiver blot de informationer, som jeg har fået, fortæller Trine Villeman til TV 2.

Væggene har ører på Amalienborg :) og nu forlyder det at prinsgemalen ER blevet degraderet til prins Henrik. At han...

Posted by Trine Villemann on Thursday, April 14, 2016

Det har længe været kendt, at prins Henrik gerne har villet tiltuleres konge og har fundet det uretfærdigt, at han "kun" var prinsgemal. Det har han ytret ved flere lejligheder. Senest da regentparret gav interview til den franske avis Le Figaro tilbage i oktober sidste år.

- Det gør mig vred, at jeg bliver udsat for diskrimination. Danmark, der ellers er kendt for at være en ivrig forsvarer af ligestilling mellem kønnene, er åbenbart villig til at betragte ægtemænd som mindre værd end deres koner, sagde han dengang til den franske avis.

Se hans beklagelse i klippet herunder.

Det var ikke første gang, prins Henrik luftede sin utilfredshed over den manglende kongetitel. I starten af 2015 beklagede han sig på hollandsk tv.

- Hvorfor skal jeg stå under min kone? Sådan er det, men jeg vil aldrig acceptere det, sagde han dengang.

I 2002 sagde han til BT, at han følte sig som et ligegyldigt vedhæng. Det gav voldsom genlyd dengang, hvor ingen i kongefamilien ville kommentere sagen, og i 1996 gjorde han for første gang opmærksom på, at han følte sig uretfærdigt behandlet.