Eksklusivt interview med Mary: Jeg er også blevet drillet

Se hele interviewet med kronprinsesse Mary ovenfor. 

- Jeg tror ikke, at nogen kan være i tvivl om, hvor ødelæggende mobning kan være for et barns liv og dets fremtid, siger kronprinsesse Mary i et eksklusivt interview med TV 2's vært Jes Dorph. 

Da hun bliver spurgt ind til, om hun selv har oplevet mobning, svarer kronprinsessen:

- Jeg er blevet drillet, men er ikke blevet udsat for systematisk mobning. 

Tirsdag deltog kronprinsesse Mary i en konference om mobning til fritidsaktiviteter i Idrættens Hus i Brøndby. Konferencens fokus var på fritidsaktiviteter, da mange børn vælger at stoppe på grund af mobning. 

- Jeg tror, at det er vigtigt, at vores børn har det godt og glæder sig til at komme til træning.

Taler med børnene
Kronprinsessen fortæller, at de indtil videre ikke har haft behov for at have en snak om mobning med prins Christian og prinsesse Isabella, som begge går i skole. 

- Indtil videre har vi ikke haft behov for at have den snak. De trives godt i skolen og deres fritidsaktiviteter. Men vi taler ofte om, hvad det vil sige at være en god kammerat, og hvordan man sætter pris på forskellighed, siger kronprinsesse Mary. 

Prins Christian går til fodbold som en fritidsaktivitet i klubben Hellerup IK og spiller på U11-holdet. Der er er ifølge kronprinsessen meget, som man kan lære af holdsport. 

- Jeg synes personligt, at det at være en del af et hold, at sætte pris på andres indsats og at arbejde sammen for at opnå det bedst mulige resultat, er vigtigt.

Vigtigt at spørge ind
Kronprinsesse Mary fortæller, at hun og kronprins Frederik forsøger at dukke op til så mange kampe og træninger som muligt. 

- Men når vi ikke er der, er det vigtigt at spørge ind til, hvordan var træningen, hvordan gik det. Var det en god kamp, og hvordan spillede I sammen som et hold, siger hun.

Ifølge vært, Jes Dorph, har den unge prins Christian et ry for at have et godt spark. 

- Det bliver han glad for at høre, smiler kronprinsesse Mary.