Ekspert: Derfor er Henrik ikke kongegemal

Prins Henrik har endnu engang ytret sin utilfredshed med titlen som prins eller prinsgemal, han ville for eksempel hellere hedde kongegemal, men den t

Prins Henrik har endnu engang ytret sin utilfredshed med titlen som prins eller prinsgemal, han ville for eksempel hellere hedde kongegemal, men den titel er der slet ikke tradition for at bruge i Danmark, forklarer ekspert.

- Jeg har altid sagt, at jeg burde være en partner, men jeg accepteres ikke som en partner, for jeg er ikke på samme niveau som min kone, hvilket er fuldstændig uforståeligt.

Sådan siger prins Henrik i et hollandsk interview. Her fortæller han om sine følelser omkring sin titel som prinsgemal, som han stadigvæk ikke er hel tilfreds med.

- Accepterer det? Nej. Jeg vil aldrig acceptere det. Det er uforståeligt, siger han blandt andet, og siger, at han ikke kan forstå, hvorfor man valgte at skæve til England, da han fandt på titlen prins og prinsgemal.

Ifølge ekspert i europæiske kongehuse og ekstern lektor ved Københavns Universitet, Lars Hovbakke Sørensen, var det en ny situation for det danske kongehus, da man skulle til at finde en titel til Henrik.

- Han kom hertil i 1967, og der havde man ingen praksis for en titel til en regerende dronnings mands, derfor måtte man opfinde en titel, og det giver god mening, at man har kigget på England, siger han til tv2.dk. 

I interviewet efterlyser prins Henrik selv en titel som ’kongegemal’, men den titel har aldrig været brugt i Danmark, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

- Det er i strid med danske traditioner at bruge titlen som ’kongegemal’. Man har kun set et enkelt eksempel på den titel fra Skotland tilbage i 1500-tallet, forklarer han. 

Når det aldrig har været på tale at give prins Henrik en titel som konge, skyldes det, at 'kongetitlen' i Danmark er forbeholdt den regerende monark. 

I 2002 brokkede prins Henrik sig højlydt over sin position i kongehuset, efter en nytårskur, hvor hvor han var blevet degraderet til nummer tre, efter sin hustru og søn, kronprins Frederik. Tre år efter fik han titlen som prinsgemal. 

 

 

  • I 2002 blev dronningen forhindret i at deltage i den årlige nytårskur pga. sygdom. I den forbindelse valgte hoffet at lade kronprins Frederik modtage gæsterne i Christian IX's Palæ på Amalienborg, i stedet for prins Henrik. 
  • Det betød, at prins Henrik ikke fik lov til at modtage gæsterne i "sit eget hus". 
  • Efter den episode tog prins Henrik alene ned til sit franske vinslot i Caïx, hvor han i februar gav et opsigtsvækkende interview til Bodil Cath fra BT.
  • Her fortalte han, at han følte sig ydmyget og degraderet til nummer tre (under dronningen og sin søn). 
  • Udtalelsen skabte ramaskrig i både kongehuset og Danmark. Her blev det diskuteret, om det var prins Henrik, der havde urealistiske forventninger og var for fintfølende, eller om kongehuset og danskerne ikke havde gjort nok for at modtage ham og hjælpe ham ind i sin rolle. 
  • I 2005 fik prins Henrik ændret sin titel fra 'prins' til 'prinsgemal'